Klik og se annoncen

Man kunne vel ikke have ramt datoen meget bedre end de op til jul gjorde hos Sørby Esport. Sammen med Elgiganten var der i december for femte gang sat et meget imponerende Fifa stævne op. Gennem 2018 har der været afholdt Elgiganten Grand Slam kvalifikation i hele landet, hvor de bedste kvalificerede sig til Grand Slam finalen i Sørbyhallen, og sammen med 2v2 turneringen Elgiganten Cup #5 gav det nogle meget spændende kampe med flere brag imellem. Og det skete bare to dage før esport superligaen afholdt sit første Danmarksmesterskab i Forum.

LÆS OGSÅ: Indvielse af Tårnborg eSport

- I sandhed er denne dag et meget flot eksempel på det vi arbejder med i Sørby Esport. Vi har i dag otte spillere, der tidligere har været medlem i Sørby Esport, som nu er på kontrakt som superligaspillere. Begge finaler i dag bliver også vundet af tidligere Sørby Esports spillere, det er jeg meget stolt af, siger formand Mark Kristensen.

- Det er netop det som vi er optaget af i foreningstanken bag Sørby Esport. Vi er sammensat for bredden og talentet, og glæder os meget når vi ser vores tidligere medlemmer, kan videreføre deres evner på større adresser, og give dem gode oplevelser videre med deres evner for spillet fortsætter Mark.

- Dagens store oplevelse var 12-årige Anders Vejrgang, som i semifinalen slog Brøndbys Frederik Fredberg. Det blev netop Fredberg, som to dage senere kunne hæve trofæet i Forum og kalde sig dansk mester med Brøndby IF.

- Anders Vejrgang bliver helt sikkert en spændende spiller at følge siger Mark Kristensen.

Anders Vejrgang tabte dog finalen mod den tidligere Sørby Esports spiller Tamer Taser, som i dag repræsenterer FC Helsingør.

- Man skal huske på at Anders Vejrgangs alder gør at han ikke kan blive superligaspiller, for der skal man være fyldt 15 år. I 2016 da vi afholdt den første Elgiganten Cup i Sørby, vandt Mohamad Al Bacha, og Al Bacha vandt et halvt år senere VM i Fifa. Ranglisten i dansk Fifa toppes af Mikkel Hjort Bach, som også har været vinder i en tidligere Elgiganten Cup, så vi glæder os selvfølgelig meget over at være med til at skabe udviklingen i Fifa, smiler Mark Kristensen.

Lokale partnerskabsaftaler

Sørby Esports bestyrelse havde også valgt at afholde bestyrelsesmøde på dagen. Bl.a. med en snak om indretningen af det nye Esports center på Slagelse Stadion, og med drøftelser om Sørby Esports næste halve år, samt hvordan man ønsker at åbne op for lokale erhvervsdrivende mhp. på at indgå flere partnerskabsaftaler.

- Vi er p.t. i dialog med vores nuværende partnere, Elgiganten og Steelseries. Vi har gode drøftelser med Slagelse kommune om hvordan vi sammen kan øge synligheden, og forankre de Esports events og visioner vi har, og så kan jeg tilføje at vi netop har indgået nyt partnerskab med Royal Unibrew. Vi har vedtaget at vi det næste halve år vil tage nye medlemmer ind, nogle af de 5-600 som i dag står på venteliste siger Mark Kristensen.

Et andet omdrejningspunkt på bestyrelsesmødet var drøftelse af tilgangen til træneruddannelse, og muligheder for at lægge ekstra ressourcer ind omkring talentudviklingsleder Jesper Fries Pedersen.

- Vi kan se at flere rykker i Jesper, bla. har Esport Danmark DGI og DIF indkaldt ham til møder og træningssessioner. Netop Jesper Fries Pedersen er jo et eksempel på at kompetente personer søger ind i Sørby Esport, fordi vi er seriøse i vores tilgang til Dansk Esport, og fordi vi tør at være åbne omkring vores udvikling. Jeg er meget tilfreds med det vi ser i dag i Sørby Esport, og Elgiganten Cup # 5 er et eksempel på det, slutter Mark.

500 deltagere/gæster var samlet til Fifa eventet i Sørbyhallen, og hallen havde en god omsætning i cafeen. - Der var en hyggelig og god stemning dagen igennem, og glædeligt er det at se hvordan Fifa eliten og bredden kan samles - dyste og give nogle gode kampe for alle.