Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

SMOP hedder eventen. Slagelse Mesterskaberne i Oplæsning for alle kommunens 6. klasser. Med interne kvalificeringer på de enkelte skoler til en semifinale, hvor de otte bedste elever i disciplinen oplæsning findes og går til finalen i Slagelse Musikhus.

Alt var arrangeret af Center for Børn og Unge, PUI, ved faglig konsulent Jette Bruun Eriksen, der både var konferencier og meddommer i finalen. Overværet af forældre og 180 skolekammerater, der flittigt lyttede, tyssede og klappede til deres favorits præstation.

Ud over Jette Bruun Eriksen var der yderligere to dommere: Folkebibliotekar Berit Ahlmann Hansen og overlærer/freelance journalist Steen Andresen.

Faglig disciplin

Oplæsning er en opgave i Folkeskolens danskundervisning, og i Slagelse kommune vil vi gerne understøtte denne opgaveløsning med en konkurrence, fortæller Jette Bruun Eriksen. Finaleholdet var otte 6.klasses-elever. Billie Lundberg Andersen fra Vemmelev Skole, Iben Bech Jacobsen fra Broskolen, Max Brun Christensen fra Skælskør Skole, Adelina Hillerup Carlsson fra Eggeslevmagle Skole, Majse Madsen fra Marievangsskolen, Oliver Blienberg fra Flakkebjerg Skole, Norah Bøge fra Stillinge Skole og Maja Markwian fra Nymarksskolen.

Alle otte dygtige finalister, der blev bedømt på dels en kendt øvet tekst og dels en ukendt tekst, der i en dialog med oplæser Esben Hansen blev fremført uforberedt.

Esben Hansen indledte finalen med at fortælle om oplæsningens tekniker og hvad de betyder for lytteren. Esben Hansen er oprindeligt bankuddannet og siden uddannet lærer. I dag er Esben lydbogsindlæser, højskolelærer, musiker, kursusinstruktør og meget andet...

Vinderne

Og mens dommerne voterede finalisternes præstationer, gjorde Esben Hansen det, han er eminent til: At læse højt for tilskuerne af en spændingsroman.

Det blev et tæt løb i finalen, måtte dommerne konstatere. Niveauet lå meget højt, og de mange finalister klarede opgaverne til præcision. Dommerne måtte helt ned i detaljen for at finde vinderen.

Men de blev enige, og Majse Madsen fra Marievangsskolen blev vinder, mens Iben Bech Jacobsen fra Broskolen fik andenpladsen og Billie Lundberg Andersen fra Vemmelev Skole tog tredjepladsen.

En spændende og herlig fredag i Musikhuset inden skolernes påskeferie tog sin begyndelse.