Klik og se annoncen

Spar Nord og BDO har fundet de 200 virksomheder i Region Sjælland, som over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle nøgletal. De 200 virksomheder får tildelt den nystiftede erhvervspris Succesvirksomhed 2019, der fremover hvert år skal uddeles til de i alt 1.000 virksomheder - 200 for hver af landets fem regioner - der leverer de mest overbevisende finansielle resultater.

En af de nykårede vindere er Planets Pride i Slagelse, som er en global importvirksomhed af frossen fisk og skaldyr:

- Vi startede virksomheden for 10 år siden og har fra begyndelsen haft fokus på indtjeningen, som er et must for en importvirksomhed i vækst, samt at skabe et stærkt team med gode medarbejdere. Prisen er således et bevis på, at det vi gør, er det rigtige. Vi kan nemlig godt gå og klappe hinanden på skulderen i hverdagen, men det er altid rart, når nogen udefra også gør det, siger en glad direktør Jesper Hansen fra Planets Pride A/S.

Planets Pride beskæftiger i dag 12 medarbejdere på Valbyvej 69E i Slagelse og har desuden kontorer i Polen, Bulgarien og Vietnam. Planets Pride har netop fået overrakt prisen af repræsentanter fra Spar Nord og BDO, der består af en Succesvirksomhed-statuette og et diplom.

Formålet med prisen er at hylde de mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som leverer et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne, og som mestrer det lange seje træk. Det er typisk virksomheder, som ikke nødvendigvis får opmærksomhed med innovative produkter, storstilede eksporteventyr eller kortvarige og lodrette vækstrater, men som er hverdagens helte.

Senere på efteråret afholder Spar Nord og BDO en finale, hvor den absolut største succeshistorie i Region Sjælland udpeges og fejres. Derudover uddeles tre særpriser til virksomheder, der har udmærket sig inden for bæredygtighed, jobskabelse og digital omstilling.

Fakta om 'Succesvirksomhed 2019'

Spar Nord og BDO har udviklet en ny metode til at identificere landets mest succesfulde virksomheder. Samtlige danske virksomhedsregnskaber de seneste fem år er blevet gennemgået, og alle virksomheder har fået mellem 0 og 20,5 point. Her skiller 200 virksomheder pr. region sig ud målt på følgende parametre:

â?¢ Kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år: Kan resultere i mellem 0 og 5,5 point.

â?¢ Sundhed i seneste regnskabsår: Soliditetsgrad i procent: Kan resultere i mellem 1 og 3 point.

â?¢ Kontinuerlig vækst i egenkapital: Konsolidering, der tillader investering: Kan resultere i mellem 1 og 6 point.

â?¢ Forrentning af egenkapital: Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag: Kan resultere i mellem 1 og 6 point.

Ikke-finansielle holdingselskaber, ejendomsselskaber, fonde samt virksomheder med over 1.000 ansatte er ikke medtaget i analysen. Læs mere om 'Succesvirksomhed 2019' her: www.succesvirksomhed.dk