Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse Sygehus er Region Sjællands nummer to-sygehus.

Og det er gennem de seneste år udbygget utroligt meget - og står nu som et af de mest moderne i Danmark.

Indendøre på sygehuset er det bestemt lige så vigtigt, hvordan tingene udvikler sig.

Aktivitetsdag...

Det gør man noget ved på sygehuset - som er en del af NSR, altså Næstved, Slagelse, Ringsted sygehuse - hvor man hele tider arbejder på at sætte patienten (borgeren) i centrum.

Som bl.a. set ved en aktivitetsdag her forleden.

Hvad er vigtigt for dig?

Det spørgsmål lød nemlig igen og igen på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, da personalet for nylig havde sat en hel dag af til at spørge ind til patienternes behov.

Tager imod beskeder

De røde duge matcher farven på de mange kasser med de hvide bogstaver, hvor der står: - Hvad er vigtigt for dig?

Små, rektangulære sedler er klar til at blive smidt i kassen af patienterne med ønsker, de har for deres forløb på sygehuset.

På sedlerne står der bl.a: 'Sødt og venligt personale. At jeg bliver behandlet godt under indlæggelsen. At det fungerer - plejen, undersøgelser og udskrivning.'

Eksempler...

Der stemmer både Randi Lillian Thime og Helle Dorte Christiansen i, der begge er indlagt på Mave- Tarm Kirurgisk Afd. på Slagelse sygehus.

'Det er vigtigt for mig, at personalet har tid til mig og hører, hvad jeg har af bekymringer. Jeg har været indlagt tidligere pga. tarmproblemer, så trygheden er afgørende for mig. Det har jeg oplevet her, fortæller Randi Lillian Thime.

'Ja, tryghed og kontakt med personalet om mit patientforløb er vigtigt for mig. De har været søde og rare, og de bliver ikke irriteret, hvis jeg bliver grebet af panik,' uddyber Helle Dorte Christiansen.

Ekstra forkælelse af patienter

På Mave- Tarm afdelingen var der arrangeret musik og kor fra morgenstunden, og patienterne kunne også lægge hovedet tilbage og nyde en omgang massage fra to elever fra massørskolen Tengbjerg i Næstved.

'Vi har hele tiden fokus på vores patienters behov, men i dag får de lidt ekstra forkælelse. For os som personale er det skønt at kunne give dem et afbræk i hverdagen og få tankerne væk fra sygdom og bare nyde dagen,' forklarer Sabina Lund, der er afdelingssygeplejerske på Mave, Tarm afdelingen.

Flere afdelinger valgte af fejre dagen med patienterne. På Geriatrisk Afdeling var der inviteret til kaffe, kage og sang for de ældste patienter, der kunne nynne med på sange fra deres ungdom. Alt sammen arrangeret af afdelingerne selv.

What matters to you?

30 lande over hele verden afholder hvert år en bestemt dag i juni måned, kampagnen What matters to you?.

Og således har Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse også taget initiativet til sig. Det glæder vicedirektør Charlotte Bøll Larsen, at afdelingerne havde gjort noget ekstra ud af dagen:

'Jeg vil gerne sige en stor tak til al vores personale, der går forrest på en dag som i dag.

Det er en af de vigtigste dage på året for os som sygehuse, hvor vi minder hinanden om, at det er vigtigt at have fokus på patienternes behov. For det skal vi have hver dag, ellers løser vi ikke vores arbejde godt nok.'

Vi vil være bedre...

'Det er os magtpåliggende at blive endnu bedre til at opfylde vores patienters ønsker, for det er en sårbar situation at være indlagt som patient, og det tager vi meget alvorligt.

De ønsker, der bliver lagt i den røde kasse, kigger vi på og ser, hvad vi kan gøre på den korte bane, og hvad vi kan gøre på den længere bane, for patienternes behov er vores fælles opgave,' forklarer Charlotte Bøll Larsen til Søndagsavisen.