Klik og se annoncen

Af John Hansen

Et hav af dygtige idrætsfolk og sportsstjerner. HKH Kronprinsen.

Masser af ministre og politikere og andre kendisser - og store dele af den danske presse. Fra TV Glad til Horsens Folkeblad og de store tv-stationer.

De var alle forsamlet i Herning Messecenter lørdag aften. Også VDonline & Uge Nyt var på plads i fantastiske Boxen og MCH, hvor fremmelige dir. Georg Sørensen og borgmester Lars Krarup regerer...

Blume, Harder, Tom K...

Allerede lørdag eftermiddag kl. 16.30 ankom de fleste af gæsterne.

Mange i det store skrud, de smukke kjoler og nydelige antræk.

Svømmestjernen Pernille Blume, fodboldspilleren Pernille Harder og motorkøreren Tom Kristensen var blandt de mest efterspurgte gæster.

Dertil folk som Jesper Nøddesbo, Eskild Ebbesen, Maja Alm, Lars Christiansen, Ulrik Wilbek m.fl.

Slagelse i Team Danmark

På ledersiden mødte vi markante folk som DBU-direktør Claus Bretton-Meyer, DIF-formand Niels Nygaard, Team Danmark-formand Frank Jensen og DGI-formand Søren Møller.

Alle fire har hver især netop været i Slagelse i forskellige anledninger, og de havde alle positivt nyt at sige - ikke mindst om Slagelse som Team Danmark-kommune, som vi blev i sidste periode.

Og Slagelses aktive, udadvendte idrætskonsulent, Puk Kirkeskov Hvistendal, benyttede naturligvis lejligheden til at udbygge sit samarbejde med Team Danmark og andre ligesindede kommuner.

Skøn salsa-nat i Boxen

Derfor havde hun da også den nye borgmester John Dyrby Paulsen med fru Charlotte Poulsen med til den store samling og det store show.

Og det nød Dyrby og fruen selvfølgelig i fulde drag.

Lige fra den indledende exellente middag blandt 2.000 andre spisende gæster i MCH-messecentret (hvor Slagelse sad sammen med bl.a. Ballerup Kommune), over selve prisuddelingen og showet til det efterfølgende After-party, hvor vi sidst så det slagelseanske borgmesterpar, da det ved 01-tiden aktivt og fint medvirkede på dansegulvet i en større salsa-konkurrence.

Folkeskole og gymnasium

Og så var der Lotte Büchert, rektor for Slagelse Gymnasium, som igen deltog i Herning-showet i egenskab af en bestyrelsespost hos DIF, Dansk Idræts Forbund og den olympiske komité.

Lotte syntes, at dansk idræt også i 2017 har gjort det rigtigt godt, og hun ser også frem til en lys fremtid for idrætssatsningen på sit eget Slagelse Gymnasium (A-niveau).

Heri er Puk Hvistendal også en ivrig medspiller.

Og helt nedefra - i folkeskolen og primært via Nymarkskolen - håber man i Slagelse fremover at kunne rekruttere flere idrætstalenter end nogensinde før.

Husk i øvrigt at vi også ved Vinter-OL i Sydkorea, der åbner fredag 9. februar kl. 12 dansk tid, har Slagelses speedskater Viktor Hald Thorup med - han skal løbe lørdag 24. februar ca. kl. 12.