Klik og se annoncen

Af John Hansen

April og forår hører også sammen med cykelløb.

Ikke mindst Slagelse Løbet hvert forår arrangeret af SCR, Slagelse Cykle Ring.

Og 6.-7. april køres der - på en rute ved Skælskør, fortæller Mogens Lindstrøm fra SCR til ugeavisen og VDonline.

Askelunden og RGS Nordic

Der vil være start ved Askelunden - med mål ved RGS Nordic.

Den 6. april vil der være enkeltstart og den 7. april vil der være linjeløb.

Første startende den 7. april er H50 klokken 8:50 og klokken 8:55 starter U19 piger, som er meget interessant for Slagelse Cykle Ring, da man har to U19 piger til start:

Anna Schelde Berg og debutanten Emma Schmidt Danielsen. De skal dyste mod ryttere fra bl.a Team Rytger powered by CYKELTØJ-ONLINE.DK. Men SCR tror på de to piger kan gøre det rigtigt godt, de er motiverede og klar.

U 19 elite søndag

Søndag 7. april har Slagelse Cykle Ring fået tildelt 1. afdeling af UnoX Cup for U19, så her forventes hele den danske U19 talentmasse til start.

Det er klokken 11:30 at de skydes igang. Med er Team Børkop Cykler Giant Næstved Slagelse Junior, som er Slagelse Cykle Rings U19 team i samarbejde med Næstved BC.

A-feltet starter klokken 11:25. Her deltager Team O B Wiik - Dan Stillads, det er samarbejdet på øverste hylde mellem Slagelse Cykle Ring og Næstved BC.

Var på Fyn

Slagelse Cykle Ring har i øvrigt lige været på en weekend træningslejr på Fyn. Træningslejren var i år henlagt til området ved Bogense på Fyn, et område med mange gode cykelruter, som var perfekte til træning for de forskellige aldersgrupper i klubben.

Der var lejet et stort sommerhus, så alle var samlet et sted og med stor forældreopbakning til at lave mad og skabe trygge rammer for alle.

Slagelse Cykle Ring har fået en del nye medlemmer og cirka halvdelen af deltagerne var med for første gang og ligeledes de to af trænerne, Peter Villumsen og Jim Hasgaard, som fik opbakning af Morten Tillquist og cheftræner Mikael Jørgensen.

Ialt 2420 kilometer

Der blev trænet godt igennem med to træningspas lørdag og et pas søndag.

Tilsammen blev der kørt 2420 km. på de Fynske landeveje og det bemærkes fra Mikael Jørgensen, at det var uden punkteringer. Så alle drenge og piger mødte frem på klargjorte cykler, hvad der afspejler den seriøsitet de går ind til opgaven med.

De yngste grupper kørte hver 112 km på weekenden og den ældste gruppe 180 km. hver. Derfor var det også med glæde for rytterne, at der både var swimmingpool og spa bad i sommerhuset, til restituering og hygge.

Berømt Bagerstop

Der var også en meget vigtig ingrediens indlagt på hver træningspas og det er noget som både de store A-team og ja Slagelse Cykle Ring har med, nemlig et bagerstop på træningspasset - og skal hilse og sige, at Brenderup Bageri laver fortræffelige romkugler.

Nu har rytterne og trænerne hjemme igen og har 100 procent fokus mod sæsonens første licensløb på Sjælland - og det er altså Slagelse Cykle Rings eget Slagelse Løbet weekenden 6. og 7. april i den smukke natur omkring Stigsnæs, Borreby Herregård, Basnæs Gods og Harboe Bryggeri med kik ud over fjorden.