Klik og se annoncen

Af John Hansen

Her befandt vi os direkte i centrum for alverdens teknologisk-faglige udvikling i al almindelighed - og Slagelse Kommunes store unge-muligheder i særdeleshed!

På Antvorskov skole over seks timer i lørdags var VDonline & Uge Nyt - sammen med repræsentanter fra såvel det politiske og erhvervsmæssige Slagelse som skolefolk fra Selandia m.v. - midt i mylderet af unge lokale forsker-spirer i klasseårgangene 6.-9. klasse.

LÆS OGSÅ: Klar til erhvervslivets store gallaaften på Borreby

Regionalfinalen i LEGO

Det drejede sig om at samarbejde i at udvikle ny, gavnlig teknologi for fremtiden.

Og her har flere gode lokale initiativer givet Slagelse lidt af et forspring.

Ikke mindst Antvorskovskolen har de seneste år vist imponerende resultater, også konkurrencemæssigt. Og flere af de gamle elever var, sammen med Lis Tribler og andre mere voksne, tilbage som dommere i lørdagens regionsfinale. Der er her tale om unge dommere, der nu studerer på DTU og andre højere læreanstalter.

LearningTechLab

Som sagt var det teknologi, naturvidenskab, forskning, konkurrence og 250 positive, glade børn og unge, der her igen fyldte Antvorskov Skole, da LearningTechLab for andet år i træk afholdte sin konkurrencen FIRST LEGO League (FLL).

Og programmerings- og naturfagskonkurrencen FIRST LEGO League er jo ikke noget nyt fænomen på Antvorskov Skole. I hele syv år har skolen været repræsenteret, og sidste år blev turneringen for første gang afholdt på selve skolen.

Formålet med FLL er at øge interessen for teknologi og naturvidenskab blandt unge, og på den måde give dem mod på at blive fremtidens ingeniører og forskere.

Flere lokale skoler

Det er ikke kun på Antvorskov Skole, at turneringen har vundet sit indpas.

'Både Vemmelev Skole, Flakkebjerg Skole og Hashøjskolen deltog sidste år, og var igen med i år. En stor gevinst for den fælles naturvidenskabelige satsning,' udtrykker Antvorskovs souschef Britta Thomsen til VDonline.

Sammen med bl.a. sponsor Martin Schade fra Harboe kunne vi i lørdags opleve et sandt leben og en imponerende aktivitet blandt de mange unge.

Den slags giver ny tro på fremtiden. Det kan man læse mere om i også Søndagsavisen.

Fakta om FLL-konkurrencen

Der er tale om en videnskonkurrence for elever og unge i alderen 10-16 år, arrangeret siden 2000. Det sker i et samarbejde mellem organisationen FIRST, LEGO Company og Statoils talentudviklingsprogram Morgendagens Helte.

Konkurrencen organiseres i Skandinavien af FIRST Scandinavia. Hensigten med arrangementet er at øge interessen for teknologi og videnskab og stimulere dagens unge til at blive morgendagens ingeniører og forskere.

Vinderne af den regionale konkurrences hovedpris, 'FIRST LEGO League Champions Prisen, går videre til den skandinaviske finale, hvor der skal dystes mod vinderne fra de resterende regionale konkurrencer.

Og den regionale vinder blev Team Fanatic fra Antvorskov, der dermed skal dyste videre...