Klik og se annoncen

Af John Hansen

Forløbne weekend dannede Klarskovgaard ved Storebæltskysten, nær Korsør, rammerne om efterårets budgetseminar for det slagelseanske byråd.

På forhånd var der trukket visse skarpe linier og uenigheder op - lidt af de traditionelle via blot et snævert flertal til borgmesteren (her John Dyrby Paulsen, Soc.) i det folkevalgte råd.

Budgetseminaret udmøntede sig ikke i noget klart konkret, åbent eller offentligt.

Og bedre blev det sådan set ikke på mandagens åbne 1. behandling af budgettet i byrådssalen på rådhuset.

Ingen debat i åbenhed

Her gennemførte borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., og Co. en fælles aftale om ikke at sige noget. Ikke debattere.

Men i stedet efter blot tolv minutter trække sig tilbage til spisning og intern snak med gruppeformændene.

Kun Enhedslistens Thomas Clausen - i øvrigt den eneste der holdt sig ude af budgettet sidste år - brød tavsheden og fremførte som 'initiativsag' em kritik og et ønske i f m 'manglende genbesættelse af ledige stillinger på plejecentre.'

EL: Hva' med arbejdsglæden?

Det handler ifølge Clausen om, at nogle ansatte på Plejecentret i Smedegade, Slagelse og på Lützensvej i Korsør, efter sygdom var blevet fyret. 'Og budgetproblemer har så ført til manglende genbesættelse af stillingerne.'

Thomas Clausen udtrykte, at det må være 'en hjemmeopgave for borgmesteren at finde et nyt system,' der kan forhindre den slags.

Og var det ikke netop Dyrby og kommunen, der ved sidste budgetsamling talte så meget om 'arbejdsglæde. Hvad er der her tale om?' spurgte Enhedslistens kritiske stemme.

'Borgmesteren må komme med forslag, så vi undgår besparelser og nedskæringer på området,' fremførte Clausen.

John Dyrby fik emnet til at indgå i de aktuelle budgetforhandlinger. Han ville gerne påtage sig sin del af opgaven, men ville ikke have ført til protokols, at han skulle gøre noget hjemmearbejde...

Udfordringer og fællesskab

Og så sluttede det egentlige og åbne byrådsmøde. Klokken præcis 17.12.

Forinden havde borgmesteren dog sagt 'tak for en smuk afsunget sang' samt påpeget en 'tak overfor gode drøftelser, vi har haft ved budgetseminaret.'

John Dyrby Paulsen ville derpå - i lukket forum - allerede fra mandag aften fortsætte forhandlingerne med partiernes gruppeformænd.

Og disse forhandlinger ser - i skrivende stund tirsdag - ud til at ville fortsætte ugen igennem.

Dyrby: 'Vi står alle bag detteher...Og vi har nogle markante udfordringer - som vi løser i fællesskab.' Fastslog borgmesteren kort og godt.