Klik og se annoncen

Tekst: Lene H. AugustsenFoto: Evan

Fra den gode start med altid succesfulde Dyrenes Dag og det nye tiltag med Opera i Anlægget og til et NordBo Løb der slog alle rekorder og tre dage med koncerter der fyldte Nytorv, kan

Slagelse Festuge 2019 kun betegnes som en succes. Man kan også meget passende bruge et kendt citat fra TV-2, og sige at formanden for Slagelse Festuge, Jens Vadmand, er 'nærmest lykkelig'.

- Det har været en super uge. Vi er rigtig glade for at afviklingen er gået uden de store udfordringer og ballade. Vi har haft rigtig mange skønne gæster, og mit bedste bud er, at 50.000 plus har været forbi et eller flere af vores arrangementer. De frivillige har igen løftet opgaven fuldstændig fantastisk. De har bare været megagode. Det er folk, der holder fri for at lave en fest for os andre - kæmpe respekt for det.

Frieri under koncerten

De afsluttende koncerter torsdag, fredag og lørdag var et godt mix af navne, og det var tilsyneladende det rigtige valg, for det lykkedes stort set at fylde Nytorv med festglade gæster hver aften. Især TV-2, Sømændene og Magtens Korridorer fik torvet til at gynge i takt. Gensynet med genopståede Karl Herman's Trio var også et hit, og der var ovenikøbet en lille overraskelse under koncerten. Her trådte Kasper Petersen nemlig ind på scenen for at spørge bassist, Kim Hansen, om han måtte gifte sig med hans datter. Det fik han lov til, og så var det 'bare' at fri til den udvalgte, Kathrine Rønn, der heldigvis sagde 'JA'.

Nu skal der evalueres

Slagelse Festuge 2019 er pakket ned, og tilbage er arbejdet med at evaluere og planlægge version 2020. En opgave formanden ser frem til.

- Det er altid interessant at se tilbage og se på, hvor vi kan gøre det bedre. Ligger vores arrangementer på de rigtige tidspunkter, eller skal der flyttes rundt på noget? Vi skal være der, når gæsterne er der, så det skal vi i hvert fald kigge på. Vores advisory board har gået rundt som små detektiver under hele Festugen, og vi glæder os til at høre deres tilbagemeldinger. Det er godt med nye input.