Klik og se annoncen

Af John Hansen

Atter strømmede det til Slagelse by med unge uddannelsesinteresserede.

Denne torsdag morgen kom tusinder af skoleelever fra Korsør, Skælskør, Slagelse og store dele af Vestsjælland for at mødes og se og høre nyt om fremtidens uddannelses- og karrieremuligheder.

Og 'Fremtiden er vigtig. Hvad vil I bruge resten af jeres liv på?' som SUK-speaker og anfører Morten Hass Augustsen påpegede i sin velkomst til de unge.

'God dag', råbte han derpå udover pladsen - mens han hang højt oppe i en Slagelse Lift placeret på festivalarealet.

40 meter oppe?

Her hang også borgmester John Dyrby Paulsen, der leverede den officielle velkomst på dagen - i strålende sol og morgenpæne temperaturer.

Jo, meningen var her - på jubilæumsdagen for SUK - at borgmesteren skulle holde sin tale højt hævet over masserne...

Og sådan blev det også.

Selvom de '40 meter oppe', som altid muntre Morten Hass fik vurderet højden til, nok snarere var mellem ti og tolv meter.

Ok, de var højt oppe. Men vist ingen trussel mod en Per Wimmer...

Dyrby: Uddanelse er sagen!

SUK Festivalen havde rekordtilslutning af stande og virksomheder, og vi mødte fra starten både Absalon, ZBC, Politiet og hærens folk.

Borgmester John Dyrby sagde i sin velkomst, at det var 'med stor fornøjelse, han var med til at åbne arrangementet.'

Dyrby tilføjede, at 'en af de bedste investeringer i denne verden netop er at investere i uddannelse. Og det har ikke blot noget med penge at gøre.'

Borgmesteren fik også alle tilstedeværende - fra erhvervschef Per B. Madsen til den yngste skoleelev - til at give en stor hånd til alle de, der står bag arbejdet med SUK Festivalen.

Liv og glade dage

Og så gik det ellers løs, livligt og nysgerrigt, med at skaffe info og indtryk fra de forskellige stande.

Mere fra festivalen, der hvert år samler omkring 8.000 unge skoleelever, følger senere.