Klik og se annoncen

Af John Hansen

Forårsopvisningen hos SG, Slagelse Gymnastikforening, gjaldt i høj som markering af den hæderkronede forenings 125 års jubilæum.

Faktisk var det - ifølge ildsjæl og mangeårige instruktør Tove Kornbech - den 25. november 2018, at SG havde sin officielle fødselsdag.

Men det var her i lørdags den 9. marts, at man - hjemme i Antvorskovhallen - samlede 'det halve Slagelse' til den store jubi- og gymnastikfest.

Kulminationen 2018-19

Uge Nyt & VDonline var med fra faneindmarch og velkomst (formand Lars Rasmussen) klokken 11 formiddag og hen over middag - inden redaktionen kørte til vestfynske Middelfart for at beskrive fodboldopgøret mellem Middelfart og SBI Slagelse i toppen af 2. division. Fodboldpremieren 2019.

For gymnasterne derimod var der i Antvorskovhallen mere tale om en kulmination evt. afslutning på en lang og stor sæson.

P-vagter hurtig i action

Mange forskellige SG-hold var på gulvet. Og de mange tilskuere nød det i fulde drag.

Næppe dog de besøgende, der allerede fra starten var ramt af store parkeringsbøder, idet halområdet tidligt var hjemsøgt af noterende og fotograferende gribbe fra Q-park.

Varieret program

På gulvet kunne man glæde sig over mange hold.

Fra far, mor og barn-holdet v. Merete, Ea, Ida og Tilde kl. 11.45 over Teamgym, Sports-acrobatik, rutinerede damer og springpiger til rytmepiger, motionshold og senior-mix.

Også gæstehold deltog traditionen tro. Dennegang var det gl. elevhold fra Vejstrup Efterskole og de gode naboer fra Sorø Gymnastikefterskole.

Konkurrencegymnasterne i Sports Akrobatik ser i øvrigt frem til lørdag 6. april (Antvorskovhallen kl. 10-17), hvor SG er vært for de åbne Sjællandsmesterskaber.

Familiedagen

Efter pokaloverrækkelse og et særligt jubi-indslag var det afsluttende lokale hold TeamGym med minipiger og minidrenge, juniorpiger og juniordrenge, inden faneudmarchen lige før aftens-spisetid.

Alt ialt blev der tale om en aktiv og særdeles fornøjelig lørdag i familiernes tegn.

Sørbyhallen 23. marts

Flere lokale gymnastikopvisninger finder sted i de kommende weekender.

Eksempelvis ved vi, at gym-afdelingen i Sørbymagle IF holder opvisning lørdag 23. marts i Sørbyhallen.