Klik og se annoncen

Af John Hansen

Danmarks femteældste fodboldklub, Slagelse Boldklub- og Idrætsforening af 1887, har omkring sig også et Erhvervsnetværk Vestsjælland.

Og dette brede erhvervsnetværk kan fredag den 21. februar fejre sit 20 års jubilæum.

Det kommer til at foregå med rigtig stor fest og faldera.

Jo, der er grund til at fejre, at den lokale elite-fodboldklub, Slagelse og Vestsjælland i det hele taget, er i live - og lever godt!

Gallafest i Slagelse

Og jo, lever godt, det gør man bestemt trods diverse modgang på grønsværen indimellem.

Og derfor er der også inviteret til Gallafest i Slagelse, på Harboe Arena, når Erhvervsnetværket Vestsjælland her fredag holder sit 20 års jubilæum.

Sepp og Bernd fra start

Tilbage i år 2000, blev Erhvervsnetværket Vestsjælland, som i dag er et af Vestsjællands største erhvervsnetværk, stiftet - dengang også med deltagelse af blandt andet den tidligere landstræner Sepp Piontek, Bernd Griese fra Harboes Bryggeri (hovedsponsor igennem alle årene), Jens Grønkjær, Michael Jensen og Michael Birkedal, der alle deltager ved aftenens store Galla & Jubilæumsfest.

Men der er ikke kun lagt op til Galla, der er også varmet op til et aktuelt løft af SBI`s nye visionsplan, som Uge Nyt allerede nu kan fortælle lidt om.

Opdateret vision... 2024

Slagelse B&I løfter nemlig på fredag d. 21. sløret for den nye, kommende vision for fodbolden på Vestsjælland. Nemlig:

1. At bibeholde det høje Talent- & Eliteniveau i ungdomsrækkerne,

2. Overlevelse i 2. division, derpå stabilisering i 2. division.

3. Oprykning til 1. division i 2024 - og dermed topfodbolden tilbage til Vestsjælland!

Birkedal: Mål og ambitioner

SBI-formand Michael Birkedal: 'For 4 år siden, satte vi os det mål, at vi skulle spille i 2. division i 2020.

Det har vi med sammenhold og hårdt arbejde nået - derfor er det også tid til, at vi skal sætte os nye mål.

Men nye mål og ambitioner, betyder også større økonomiske ressourcer. Det koster at drive talent og elite - og det koster, at ville sigte mod 1. division.

Står vi alene med det ønske, så er det ikke muligt. Det kræver, at vi simpelthen har både kommune, erhvervsliv, uddannelsesinstitutionerne og borgerne med os.

Kommer vi med en realistisk plan, så er jeg sikker på, at vi også lykkes med visionsplan nr. 2,' påpeger en optimistisk Birkedal.

Keller: Økonomi-byggesten

Næstformand Mick Keller, som netop var aktuel i Uge Nyt med SBI`s seneste store aftale med Spar Nord supplerer:

'Erhvervsnetværket er de økonomiske byggesten i SBI. Med topfodbold på Vestsjælland igen, når man ikke engang ud på banen, uden opbakning fra lokalområdet, så det er vigtigt, at vi får samlet byen og erhvervslivet omkring fodbolden igen.

Jeg er heldigvis ret positiv, for jeg ved hvor meget vi kan sammen her på Vestsjælland, når vi stiller os side om side - og som en analyse fra Idrættens Analyseinstitut fortæller, så vil borgerne i Slagelse Kommune gerne bidrage til at gense topfodbolden, på Harboe Arena Slagelse.

Af præcis den årsag, er det for SBI kærkomment, at vi netop i dag og ved Gallafesten, vil være ledsaget af flere lokale erhvervsdrivende.'

Torben Hjort er med

Keller videre: 'Blandt dem står nemlig erhvervsmanden og tidligere bestyrelsesmedlem i Brøndby IF, Torben Hjort, der ikke blot er stolt af den kommune vi bor i - men som også tør drømme stort sammen med SBI.'

Og Hjort siger til os: 'Jeg er stolt af de muligheder vi har for topsport i vores kommune i dag.

SBI's plan kan virke ambitiøs, men hvis vi ikke har ambitioner i sportens verden, så når man aldrig toppen!'. Indleder Torben Hjort, før han henleder samtalen på den økonomiske bæredygtighed, som må være til stede:

Opfordring til alle

'Vi kan som område kun nå disse tre mål ved fortsat hårdt arbejde, fortsat sammenhold samt flere økonomiske ressourcer.

Derfor opfordrer jeg personligt til alle interessenter - borgere, erhvervsliv og kommune. Det er nu, vi skal bakke op og løfte opgaven i flok.

Uden opbakning fra alle fire interessenter, når vi ikke målet - jeg er med, og det håber jeg også andre er,' fastslår Torben Hjort.

Glorværdig historik...

Trods sine blot tyve år på bagen må man sige, at Erhvervsnetværket Vestsjælland (tidligere kaldet SB&I Erhverv) har mange oplevelser og en glorværdig historie at berette om.

Med masser af foredrag, netværksmøder, initiativer og støtte - tilsat berømmelige, skønne fodboldrejser med Jens Grønkjær & Co. til Manchester, Eindhoven, Barcelona, Berlin, Madrid, Rom, London og Stockholm m.v.

Altid med smil i øjet, godt socialt samvær, fed fodbold og opbyggende fagligt indhold.

Den store festaften

Slagelse B&I's store erhvervsmæssige jubilæums- og gallafest afholdes som nævnt her fredag d. 21 Februar på Harboe Arena i Stadion Lounge.

Her vil bl.a. gæster som Peter Aalbæk, Amin Jensen og Sepp Piontek møde frem, så det skal nok blive en festlig aften.

Og en aften der trækker også fodboldspillet i den rigtige retning - det fodboldspil, som det nye rød-blå hold anno 2020 allerede har givet fine prøver på via de første fem test-sejre på stribe. Senest 3-1 over Frem via et hattrick af en Thrane i rent Haaland-humør...