Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det går fortsat fremad, opad for fodbolden i Slagelse.

Det kunne man forvisse sig om i søndags på anlægget omkring klubhuset ved Parkvej midt i byen.

Hvor den 15. april var dagen, hvor nummer ét og to i Danmarksserien - Slagelse B&I og Herlev - tørnede sammen på Harboe Arena Slagelse.

Kunne det rød-blå hjemmehold her tage et afgørende skridt mod oprykningen til 2. division? Ville det ende med status qvo, eller kunne Herlev bringe lidt ny spænding tilbage i rækken?

Svaret blev det første. Ganske fortjent sejrede Slagelse 2-1, og det ser nu rigtigt lyst ud, før de sidste ni kampe.

To styks oprykninger?

Kampen samlede knap 800 tilskuere.

Og et par timer forinden viste Slagelseklubbens andethold vejen i en Serie 1-topkamp mod Albertslund. Her sejrede SB&I - med en halv snes U19-spillere på holdet - med 3-0 og byttede dermed tabelplads med gæsterne i bestræbelserne på at nå op i Sjællandsserien.

Og nu med DS-holdets knebne og hårdt tilkæmpede 2-1-sejr over Herlev, bragte Ulrik Ballings mandskab sig så 11 points foran i stillingen.

Så det ser godt ud, inden næste hjemmekamp (nu søndag 22.4. kl. 15) og bl.a. maj-lokalopgøret på Holbæks bane den 20.5.

Endnu en Pind...

Cheftræneren havde på forhånd lovet en 'herre-fight' mellem de to hold, og man må også kreditere mandskabet fra 2730 Herlev for at være dygtige i kombinationerne og ret så farlige lige til det sidste.

Hjemmeholdet viste dog mest effektivitet bl.a. via en Jacob Pind-scoring til 1-0 i det 25. minut. Midt for målet skød Pind kuglen fladt i nettet efter lidt kontraer inde i feltet.

I halvlegens slutning burde Mark Moesgaard nok have øget til 2-0, men afslutningen blev reddet på stregen.

Frederiks timing...

Matchwinner i 2. halvleg blev veloplagte, ustyrlige Frederik Christensen, der nåede først til et højt indlæg fra venstre i det 78. minut.

Herlevkeeperen råbte ellers 'jeg har', men det var altså Frederik, der timede alt bedst og i en blød bue fik headet bolden over den fremstormende målmand og ind i de tomme netmasker.

Så kunne SBI i slutfasen godt tåle, at et flot venstrebensskud fra distancen røg ind til en 1-2-reducering.

Alt ialt stor glæde blandt de mange tilskuere - inklusive viceborgmester Villum Christensen og borgmester John Dyrby Paulsen.

Og ikke mindst sidstnævnte kunne glæde sig yderligere til mandagens store DM-finale i holdbadminton: Team Skælskør Slagelse versus Skovshoved.
Den bliver spændende (og borgmesteren tager med til hovedstaden), men finalen har dog nok Skovshoved som storfavorit - og sendes direkte på TV 2 Sport i aften fra kl. 18.50-22.30.