Klik og se annoncen

Af Daniel P. Hansen

At sådan cirka 130.000 besøgende - heriblandt også mange fra Vestsjælland - i én uges tid i starten af juli forvandler Roskilde og omegn til en kæmpe fest, har været en årlig tradition siden 1971.

Dette år var ingen undtagelse, og i det øjeblik man som besøgende af kontrollørerne fik lov at betræde græsset, emmede der af Roskilde-stemning.

Massevis af glade, men dog lidt udmattede - hvilket er fuldt forståeligt i det varme sommervejr - mennesker, masser af boder med alskens mad og drikke, samt naturligvis massevis af telte de besøgende kan sove i.

Drukket igennem...

Den massive hede gjorde behovet for drikkevarer endnu større end normalt, men det virkede heller ikke som noget stort problem hos Roskildegæsterne.

Der blev således drukket igennem, hvilket jo som bekendt er med til at skabe feststemningen og den virkelig positive attitude, der er mellem de mange fremmede mennesker der kommer fra nær og fjern.
I øvrigt giver den store omsætning nok igen i år et to-cifret millionoverskud, som igen vil gå til velgørende formål - såvel lokalt som nationalt.

Eminem fra Detroit

Musikalsk set bød ugen ialt på 184 spændende musiknavne fordelt på otte scener. Onsdagens og formentlig festivalens hovednavn var den amerikanske rapper Eminem.

Detroit-rapperen, hvis borgerlige navn er Marshall Mathers, har været blandt de allerstørste navne på den internationale musikscene siden sit gennembrud i slut 90'erne og at han også i årevis har været blandt de mest ønskede musikere på Roskilde i blandt gæsterne var tydeligt at se.

Mere end 100.000 samlet

Da han gik på scenen godt og vel 22.30 onsdag aften var Orange Scene fyldt op med mere end 100.000 fremmødte tilskuere, der alle var klar til at opleve rapperen for første gang nogensinde i Danmark.

Og hovedpersonen skuffede ikke.

På ca. halvanden time rappede Eminem, med sin trofaste hypeman Mr. Porter ved sin side, sig igennem intet mindre end 28 sange.

Med et bagkatalog som Eminems var det en ren hitparade, og den 45-årige musiker beviste, at han stadig er skarp.

Energi, tempo...

Samtidig foregik sættet i højt tempo med masser energi, hvilket tydeligvis blev overført til de festglade tilskuere.

Der var tilsyneladende problemer med lyden blandt de bageste til stede, men det kan Eminem naturligvis ikke lastes for, og langt de fleste fremmødte fik heldigvis, hvad de havde håbet på.

Oprydningen

Hvis vi spoler frem i tiden til tidlig søndag morgen, er der ikke mere musik og langt størstedelen af de mange besøgende har forladt deres lejr.

Sporene fra den uge der netop er gået er dog ikke til at misse, idet der på Roskilde Festivalen er lidt af en tradition for at efterlade telte, stole, soveposer og hvad man ellers ikke lige føler, at man har brug for mere.

Derfor er der naturligvis behov for et større oprydningsarbejde, således at alt kan blive som det var, før mere end 100.000 mennesker invaderede pladsen.

Bring it home!

Roskilde Festival har i år bl.a. med kampagnen Bring it Home opfordret folk til at tage deres udstyr med hjem, således at efterladt campingudstyr ikke bliver til affald.

Samtidig har man oprettet specielle boligkvarterer som Clean Out Loud, Leave No Trace, Silent & Clean og Dream City, hvor intet mindre end 25.000 beboere selv har ryddet op efter sig.

Inden længe ligner stedet sig selv, hvorefter der går lige knap et år før stedet igen bliver som forvandlet.

Nemlig når Roskilde Festival 2019 starter - naturligvis med masser af vestsjællændere endnu engang.