Klik og se annoncen

- Det var rigtig fint, at så mange unge i år deltog aktivt i vores indsamling. 17 af vores i alt 56 ruter blev klaret af elever fra Slagelse Gymnasium. Hertil kom, at der fra Gerlev Internationale Idrætshøjskole troppede 18 elever op, hvoraf en del var fra Kina.

Sagt af en glad Mogens Aaby, formand for Røde Kors i Slagelse og Korsør. Han konstaterer også, at indsamlingsresultatet på i alt knap 47.000 kr. var bedre end resultatet fra 2018, hvor der blev indsamlet knap 38.000 kr.

Flere betaler elektronisk

I Slagelse kom der 28.000 kr. i kontanter i indsamlingsbøsserne. Mobil Pay gav godt 9.700 kr., en betydelig stigning i forhold til sidste år, hvor den elektroniske indsamling gav lige knap 4.000 kr. i alt i Slagelse og Korsør. Sidstnævnte distrikt fik denne gang 775 kr. ind via Mobil Pay.

I Korsør kom der lige godt 8.400 kr. ind i bøsserne, som ni indsamlere fik ved at besøge husstande på 11 ruter.

Blomster til Birgit

- Vi havde også fornøjelse af vore trofaste indsamlere, beretter Mogens Aaby.

En af dem, Birgit Findshøj, fik overrakt en flot blomsterbuket, en 30-års nål og takket for sin indsats for 30. gang af indsamlingsleder Dorthe Nielsen.

Birgit lovede på stedet at stille op igen til næste år. - Det er jo lidt af en sport at se, hvor stort beløb jeg samler ind fra år til år, siger hun.

- Stor tak til alle de frivillige for deres indsats. De kom hjem og berettede om, at de var blevet godt modtaget. Det fine vejr var nok skyld i, at der blev banket forgæves mange steder. I de tilfælde er der blevet smidt en lille flyer ind i brevkassen, så der stadig er mulighed for at støtte vores arbejde for de hjemløse og udsatte borgere her i Danmark og de katastroferamte i verdens brændpunkter.

46.000 gange tak for hjælpen, betoner Mogens Aaby.