Klik og se annoncen

I den forgangne uge åbnedes restaurant Butcha på Schweizerpladsen i Slagelse. Den tidligere The Burger er forvandlet til en virkelig hyggelig og indbydende restaurant, med varme farver på væggene og harmonisk indretning.

- Alt er nyt, smiler Onur Isbilen, som driver restauranten sammen med sin bror Ceyhun Isbilen. Sammen bringer de flere nye koncepter til byen. Til frokost bl.a. en smørrebrødsbuffet.

LÆS OGSÅ: Fuldt hus til nytårskur hos Ret&Råd og Beierholm Slagelse

Smørrebrødsbuffet og Butcha to share

- Vi ville gerne lave noget nyt i byen, og mandag-lørdag kl. 10-15 kan du for 109 kr. spise så meget du vil fra vores smørrebrødsbuffet.

Nyt er også 'Butcha to share', for min. to personer. Der er tre forskellige valgmuligheder med hver tre slags kød, f. eks. hakkebøf, kyllingefilet og oksemørbrad, med fri salatbar. Frokostmenuen byder også på forskellige bøffer og burgere m.m.

LÆS OGSÅ: Coding Pirates kommer til Korsør

Verdens bedste oksekød

- Til aften har vi grillbuffet med mange forskellige slags kød. Der vil være mindst 10 forskellige slags, forskellige former for kartofler, sovse - og salatbar med 50 forskellige valgmuligheder. Fra grillbuffeten kan man spise alt det man orker, søndag-torsdag for 169 kr. og fredag-lørdag for 199 kroner. Menuen rummer også en 'all inclusive'-løsning, hvor også sodavand, øl og vin er inkluderet i prisen.

Kød i verdensklasse

- Vores kød er fra Freygaard samt Sashi fra lokale JN Meat - begge har vundet World Steak Challenge for verdens bedste kød. Vi har også mange forskellige slags svinekød, f. eks. ølmarinerede svinekæber, pulled pork, samt pølser og frikadeller m.m.

- Det folk synes bedst om bliver fast på menuen, sammen med ting som varieres, så folk kan smage noget forskelligt hver gang de besøger os, fastslår Onur Isbilen.

- Søndag har vi kl. 10-15 brunchuffet med kaffe og juice inkluderet i prisen.

Børn under fire år spiser gratis, og børn under 12 år til halv pris.

Inden døre har restaurant Butcha plads til i alt 102 gæster.

P..t. har restauranten et midlertidigt navneskilt på facaden. - Vi venter på et facadeskilt, som kommer i slutningen af måneden, og samtidig skal facaden skiftes, så vi får glasparti hele vejen ned til gulvet, fortæller Onur Isbilen.

Ud over Butcha driver Onur Isbilen, 24, også Café Novo i Kalundborg og restaurant La Viva i både Slagelse og Kalundborg. Selv bor Onur i Slagelse, som han flyttede til fra Ringsted for ca. fem år siden. Den beslutning har han absolut ikke fortrudt .

- Det er det bedste jeg har gjort: at flytte til Slagelse, smiler Onur Isbilen, som undervejs er blevet et velkendt ansigt i det lokale byliv.