Klik og se annoncen

Af John Hansen

Frustrationernes region - det er vist netop nu Region Sjælland med hovedsæde i Sorø.

En Region Sjælland med planlagt supersygehus i Køge og specialsygehuse i Roskilde og Næstved.

Dertil store akutsygehuse i Slagelse (færdigbygget her i år), Holbæk og Nykøbing Falster.

Fyringer pr. E-boks

I skrivende stund tirsdag måtte vi konstatere, at det har været nogle hårde uger, de seneste.

Kulminerende med mandagens rådsmøde og demonstrationer ved Regionshuset - og tirsdagens omdiskuterede kolde E-boks-fyringer, som til et par hundrede medarbejdere (forskellige afdelinger) var bebudet til at komme dryssende ud over dagen.

'Og måske ville nogle først få meddelelsen om aftenen, hvis E-boksen er forsinket. Vi er ikke tilfreds med den måde, selvom der så bliver samtaler dagen efter,' noterede sygeplejerskernes tillidsrepræsentant Susann Carlsen fra Køge - hun var også aktiv i Sorø mandag.

'Jeg forstår frustrationerne,' erklærede RS-formand Heino Knudsen flere gange. Også under selve rådsmødet, hvor han blev mødt af en strøm af kritiske spørgsmål - både fra ansatte og en meget multi-syg patient.

Ansvar bør placeres

Partierne SF, De radikale og Venstre vil nu have placeret et ansvar - et direkte fagligt ansvar - for at økonomien er skredet så meget, så det i sidste ende har været nødvendigt med mange afskedigelser. Og flere ubesatte stillinger især i Roskilde og Køge.

De tre partier - og iøvrigt også flere ansatte - mener, at der har været adskillige faresignaler undervejs, men at nogle i organisationen alt for sent har reageret. Og alt for sent meldt ud om skæve tal...Det har gjort det sværere for regionens politikere at styre tingene.