Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der var engang, hvor Slagelse - nærmest ganske naturligt og virksomt - var markant førende på flere områder i det sjællandske og især da det vestsjællandske område.

'Vestsjællands hovedstad' lyder jo godt. Men er udtrykket mon fortsat fuldt berettiget i forhold til Slagelse?

Når det gælder skole- og uddannelsesmuligheder - ja, så delvist et ja!

Byen, handlen, sundhed, svømning...

Men når det gælder handelsliv, bymidteliv, torveliv og service, så er det i dag svært at leve op til fordums storhed - tilbage i sidste årti med de mange store erhvervspersonligheder og forretninger, som man f. eks. kan læse om det i bogen om 'Slagelses Erhvervshistorie 1950-2000.' Omkring alle frontløberne fra Aage Erslev til Otto Johansen, Th. Helveg og Eigil Rasmussen m.fl.

Slagelse by og kommune er også kommet bagefter, når det gælder idrætshaller og visse former for sportsfaciliteter - som da man var vært for hele Danmarks Landsstævne 1981.

Og når det gælder de efterspurgte svømme- og badefaciliteter, så er Slagelse p.t. hægtet alvorligt af i f t konkurrerende byer som Holbæk, Ringsted, Køge, Næstved og Vordingborg.

Fonde og investorer?

Længe har idérige folk som Peter Thingsgaard jo ellers haft planer om en form for vand- og svømme-eldorado, Aqua Park - med tilhørende genoptrænings- og sundhedsmuligheder. Ja, måske endog med en rådhus-udflytning, som mange politikere taler for.

Tingene er hidtil bare ikke blevet til noget...

Ej heller Globen, Arenaen eller Tropebyen...

Er det mon de lokale politikeres skyld?

At de ikke har fået gjort mere ved sagerne og ikke har hentet de rigtige fonde og investorer ind?

Detailhandlen vigtig

Nå, egentlig handlede detteher mest om de aktuelle udfordringer for by- og handelsliv, detailhandel og beskæftigelse.

Om mulige P-huse og torve-opgraderinger, som bare heller ikke er blevet til noget på trods flere års (årtiers) snak.

En ny bølge af interesse for detailhandlens vigtighed har dog medført, at lokale politikere plus forretnings- og erhvervsfolk her i denne uge sætter sig sammen for at komme videre.

Og sådan set gælder dette for alle tre købstæder - Skælskør, Korsør og Slagelse - som alle tre, anført af deres respektive erhvervsforeninger, har deres ønsker og prioriteringer.

Fælles for dem alle er, at de vil have mere liv i bymidten. På torve og i handelsgaderne i centrum.

Vil se handling - nu

For Slagelse by's vedkommende påpeger Business Slagelse-formand Torben Kjerulff - og han har fremhævet det før her i Søndagsavisen - at politikerne nu er nødt til at handle på tingene.

'Opgraderingen af torvene mangler jo fortsat. Vi skal have mere liv og aktivitet i bymidten. Og vi bør have et parkeringshus, evt. ved den grimme plet, der i årevis har ligget brak ved Frederiksgade lige bag Schweizerplads,' siger Torben Kjerulff.

Han bakkes op af en anden erfaren Slagelse-forkæmper, Poul Buur, der igen og igen fremhæver de kloge ideer og planer, som man har haft med et nyt svømme-centrum - med tilhørende genoptræning, handicaptræning med mere.

Kjerulff ude med advarsel

'Vi har altså forskellige prioriteringer i vore tre købstæder.

Her i Slagelse ønsker vi som sagt nogle attraktive torve - med liv og aktiviteter i. Og vi arbejder selv med at forbedre servicen generelt og i vore butikker. Det er rigtigt vigtigt.'

Og nu lægger handels- og erhvervsforeningerne så ekstra pres på politikerne for at få mere end snak.

Kjerulff: 'Der er ikke investeret de seneste fem år. Den går ikke, hvis vi vil følge med de andre handelsbyer.

Vi bliver kørt over af andre sjællandske byer, hvis ikke der sker noget nu,' understreger Torben Kjerulff overfor Søndagsavisen.

P.S.: Disse udtalelser har vi fået før Slagelse mandag aften havnede på 80. pladsen på DI's nyeste erhvervsrangliste for danske kommuner.