Klik og se annoncen

- Selv om vi har været her i 30 år, lægger vi stor vægt på at vi stadig skal udvikle os. På fredag d. 12. oktober fejrer Maria og Hans Pramman 30 års jubilæum med deres kendte Prammanns Bonnie Dyrecenter på Kalundborgvej 83 i Slagelse.

Her udvides forretningen løbende med nye tiltag, bl.a. er en afdeling med små, dekorative akvarier for nylig kommet til.

- Og så har vi for 14 dage siden også startet nethandel op, fortæller Prammann. - I første omgang er det hovedsagelig en fisk- og havedamsside.

Fra hobby til erhverv

Det hele startede med et enkelt akvarie hjemme i privaten.

- Det viste sig at vi var ret dygtige til at passe de fisk, så de fik ret mange unger, smiler Maria Prammann.

Også Hans Prammann blev fanget af interessen. Og så var kursen lagt.

- Jeg har aldrig kunnet styre mine hobby'er. Det er faren, når jeg først er i gang, smiler Prammann.

Han begyndte at studere emnet og opdrætte fisk til salg.

De første tre år fra privaten på Parkvej 12 i Slagelse. Her bredte forretningen sig løbende - gildestuen og gæsterummet blev nedlagt, oliefyret røg ud og der blev installeret naturgas for at skaffe plads til de mange akvarier. Til sidst var hele kælderetagen fyldt med fisk og akvarier.

- Så flyttede vi til Ingemannsvej, hvor vi var i fem år. Bl.a. med en stor opdrætskælder.

Men det kneb stadig med pladsen.

Nye rammer måtte til, og for 22 år siden købte parret den gamle maskinfabrik på Kalundborgvej.

Komplet dyrecenter

Det gav Maria og Hans Prammann mulighed for at udvide forretningen så den blev et komplet dyrecenter, hvilket også var et stort ønske hos Maria Prammann, som er vokset op i Ålborg, lige ved siden af zoologisk have.

Havebassiner er et af forretningens specialområder, både når det gælder fisk og udstyr, og bag forretningen er etableret en finhavedam med bl.a. velvoksne koi-karper. Her kommer ind imellem også børnehaver, som slår sig ned og hygger sig og fodrer fiskene.

- Egentlig vil vi gerne vide det i forvejen, så vil vi nogle gange have mulighed for at gøre besøget lidt mere spændende og vise nogle af vores andre dyr, pointerer Maria og Hans Prammann.

Folk kommer naturligt nok fra lokalområdet, men også langvejs fra.

- Specielt når der er efterårsferie, så kommer mange børn og bedsteforældre, smiler parret, som lægger stor vægt på at yde en god service til de mange kunder

- Alle vores medarbejdere har styr på det de har med at gøre, understreger Maria, og nævner også at alle forretningens fisk går i karantæne i tre uger. - Så de er vænnet til det hårde vand vi har her i landet, før de kommer ud til deres nye ejere.

Reception og auktion

Lige nu er det jubilæet, der skal fejres.

Det sker med reception i forretningen fredag den 12. oktober kl. 15-17 , for alle som har lyst til at kigge forbi.

Samt nogle helt særlige jubilæumstilbud, og om lørdagen kl. 11.00 auktion, hvor der er mulighed for at gøre nogle rigtig gode køb.