Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Umiddelbart ligner det mest en kedelig lagerhal, når man kører ind på pladsen foran The Padel Club på Fabriksvej 6 i Slagelse. Det skal man dog ikke lade sig snyde af, for indenfor gemmer der sig et spritnyt og imponerende padelanlæg, med fire lækre baner i professionel standard.

Padel er en ketsjersport, der bedst kan beskrives som en blanding af 80% tennis og 20% squash. Banen er lidt mindre end en tennisbane og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.

Forløberen til padel er det britiske Platform Tennis, der blev spillet på krydstogtskibene tilbage i 1800-tallet. Senere videreudviklede Enrique Corcuera spillet, og byggede en bane ved sit sommerhus i Acapulca. Her var det populært blandt hans gæster, og i 1974 importerede Prins Alfonso padel til sin luksuriøse Marbella Club på Costa Del Sol. Siden da er padel blevet et af de mest populære ketsjerspil i Sydeuropa, og de seneste år har det bredt sig til hele verden inklusive Danmark, hvor det også er i massiv fremgang.

Begyndte at spille i Spanien Ideen om at starte The Padel Club har administrerende direktør Tine Hauth Larsen og hendes mand haft siden 2015, men det er først nu, at de har fundet de perfekte rammer til et indendørsanlæg i den ønskede kvalitet. Og det blev i Slagelse. Selv er Tine Hauth Larsen vokset op i en bordtennisfamilie, og indtil 13-årsalderen var det også hendes sport. Et klubskifte og et øget pres satte dog en stopper for bordtennisinteressen, og i mange år afprøvede hun en masse andre sportsgrene uden at finde det perfekte match. Det skete først, da hun og hendes mand boede i Sydspanien, hvor de blev introduceret til padel.

- Vi spillede altid, da vi boede dernede. Efter nogle år flyttede vi tilbage til Danmark, og der savnede vi det. I ferierne i Spanien spillede hele familien, også vores tre børn, og så talte vi om, hvorfor der ikke var baner i Danmark. Det var sådan set starten, og så har det taget nogle år at få det til at ske.

Havde ikke regnet med Slagelse

Ideen blev for alvor realiseret, da Michael Jensen, der ejer flere lokale selskaber, kontaktede Tine Hauth Larsen med et forslag om at starte padelcentret i en hal i Slagelse. Ikke den location hun havde regnet med, men hun tog fra hjembyen Rungsted for at se på faciliteterne, og så var hun ikke i tvivl om, at det skulle være her.

- Det er svært at finde et sted, hvor der er højt nok til loftet og plads til flere baner. Her var det hele bare perfekt, og vi kunne indrette det, som vi gerne ville. Vi har gjort rigtig meget ud af banerne. De er mage til dem, der bruges i World Padel Tour, og vi har gjort os umage med at finde det perfekte underlag.

Christopher med som investor

Med i kredsen af investorer er også sangeren Christopher, der har haft stor indflydelse på indretningen af centeret. Tine Hauth Larsen mødte ham ved et tilfælde i forbindelse med et padel-arrangement, og de fandt ud af, at de havde mange fælles idéer til, hvordan det perfekte padelcenter skulle indrettes.

- Christopher og jeg har meget samme opfattelse af, hvad der er fedt, og vi går op i detaljerne, så det er et godt samarbejde. Han er en stor opbakning at have med i projektet.

En megasjov sport

Både banerne og resten af centret er da også allerede godkendt af de bedste spillere i Danmark. Kort tid efter banerne stod klar, blev Tine Hauth Larsen kontaktet af det danske padel-landshold, der manglede et sted at træne indendørs. De lånte banerne, og tilbagemeldingerne var udelukkende positive.

- Det er dejligt, at de tanker vi har gjort os omkring banerne, også viser sig at være de rigtige. Nu glæder vi os bare til at få endnu mere gang i den herude, og til at folk for alvor opdager, at vi er her. Padel er en meget inkluderende sport og kan spilles af alle både børn og voksne. Det er nemt at lære, og så er det bare megasjovt. Vi har trænere, hvis man gerne vil lære at spille, og udstyret kan lejes af os. Det er bare at booke en bane og prøve.

The Padel Club holder åbent alle dage fra 8-23. I tidsrummet 8-16 i hverdage kan adgang til hallen ske ved hjælp af indtastning af bookingkode, som modtages ved bestilling af baneleje online. I tidsrummet 16-23 i hverdage er receptionen bemandet. I weekender er receptionen bemandet hele dagen fra 8-23.

Det er også muligt at booke selskaber og events. Frem til den 12. august er det muligt at få en prøvetime for 100 kroner pr. bane - normalt er der fire spillere, så det svarer til 25 kroner pr. person.

Du kan læse mere om padel og booke en bane på thepadelclub.dk