Klik og se annoncen

Af John Hansen

Vi er gået ind i årets anden måned, og det er naturligt nok de indendørs vinteridrætter, der fortsat dominerer.

Eksempelvis kan vi berette, at Firmaidræt Slagelse i samarbejde med The Padel Club inviterer til Åbent Hus-arrangement her onsdag den 5. februar kl. 16-19. Især lokale arbejdspladser, der vil dyrke kollegaskabet, er velkomne.

Fremgang for padel...

Den populære padel-sport er en mellemting mellem tennis og squash. Sådan kan sporten padel bedst beskrives, fortæller Jan Reinhold og Michael Tannis Beck.

Det er en hurtigt voksende idrætsgren i flere europæiske lande. Især i Spanien og Sverige er der kommet mange baner i de senere år. I Danmark er der ligeledes installeret nye baner - bl.a. i Slagelse. The Padel Club med fire blå og indbydende baner har hjemme på Fabriksvej 6.

- Vi garanterer en gratis og let indføring i det sjove spil, og det er muligt at låne udstyr. Jeg kan også godt garantere smil på læben og sved på panden, siger formand for Firmaidræt Slagelse, Jan Reinhold, til Uge Nyt og VDonline.

Spinning støtter...

Og så kan vi fortælle, at der i Skælskør har været enestående opbakning omkring et spinning-arrangement til fordel for Julemærkehjemmet og ungdomsafdelingen i Skælskør Badminton Klub.

Her mødte mere end 150 aktive frem for at spinne-cykle hele 60.000 kroner hjem på cirka fire timer søndag mellem kl. 10 og 14.

'Der blev gået til den i godt humør og med fin styring af instruktørerne,' lød det bagefter fra en John Dyrby Paulsen i hallen.