Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det er sin sag at bevæge sig rundt i Slagelse by - såvel pr. bil som via den cykel, som man her i kommunen, åh så gerne vil have, at vi alle skal vælge som transportmiddel.

VDonline og Uge Nyt har taget turen flere gange både pr. bil og på jernhesten op og ned ad gaderne.... Og jo, det gælder om at være opmærksom, ellers går det da galt.

Asfalthuller, ujævnheder, vejarbejder, ældre og yngre trafikanter, sms-bilister, køreskoler og arrogante fodgængere...alt kan komme i vejen.

Fodgængere en pestilens

Allermest generende for de kørende trafikanter er ikke overraskende: fodgængerne.

De såkaldt svageste trafikanter har efterhånden udviklet en kultur, hvor de tror, at de også ejer gaderne og bare kan vade ud, hvor det passer dem. Når det passer dem.

Nuvel. Selvfølgelig skal man passe på de gående - ikke mindst da de små børn og de ældre. Og ikke mindst i dertil indrettede fodgængerfelter.

Men i de senere år har håbløse, uopmærksomme eller endda arrogante fodgængere tiltaget sig en magt og en adfærd, der indimellem skriger til himlen.

Scheisse fussgængere...

Som nu den midaldrende fodgænger på Korsørvejen, der bare vælter ud på vejen, uden at skele hverken til højre eller venstre. Vi nåede dog at bremse op.

Eller den travle unge fyr, der nonchelant og blæret krydser Sdr. Stationsvej uden øje for andet end sin mobiltelefon... Og kun optaget af sin egen snak med en omverden langt væk fra virkelighedens gerningssted.

Eller den gruppe unge, der bare ikke ænser, at der også er andre borgere i byen den dag...

Tag så den cykel!

Som nævnt er der mange cyklister i Slagelse - og mange der gerne vil cykle.

Og hele tiden lyder der også officielle og uofficielle opfordringer til at tage netop cyklen.

Men hold da kæft, hvor ujævnheder, regnvandsriste og direkte asfalthuller kommer én i møde hele tiden!

Og i en ny landsdækkende analyse af cykelstier i hele Danmark havner Slagelse også næstsidst af alle deltagende ca. 40 kommuner. Hvilken nedtur.

Og nu læser vi fra Steen Andresen, at Agersø lige har fået fint og flot asfalteret...hvornår mon turen kommer til fastlandet?

Men kommunens cykelstier vurderes generelt blandt landets allerværste.

Der bliver jo gravet...

Hertil forsvarer chefentreprenør Peter Johansen dog i Sjællandske, at han ikke kan genkende analysens resultat.

Ofte bliver gaderne gravet op. Eksempelvis er Løvegade nok gravet op 40-50 gange gennem de seneste ti år, anslår han...

Pisket til flødeskum!

Og jo, de bulede veje og cykelruter har vi fået bekræftet de seneste dage på både Valbyvej, Løvegade og andre travle gader - hvor man nemt kan køre galt eller få den indkøbte fløde til at blive til flødeskum på en kortere bumpe-strækning.

Mange cykelveje og mange gader (især ved såkaldt sikker kørsel tæt på fortovene) er simpelthen aldeles uacceptable.

For biler og bilister er det såmænd heller ikke lige let. Slet ikke ved mange snævre passager, utallige vejarbejder - eller når SK Forsyning og andre muldvarper går i jorden i månedsvis...

De vader bare ud...

Fodgængere hjælper som nævnt heller ikke til. De har jo efterhånden for vane bare at vade ud alle steder - 'det er sgu' min ret', synes de at mene overalt - og det giver udfordringer for de kørende.

Og her skal det da i parantes nævnes, at de kørende - såvel biler som cykler, knallerter og de drønende motorcykler - bestemt kan have deres uvaner også...

Forleden kørte vi således fredeligt afsted med 50 km/t. ad Kalundborgvejen, men to racende motorcyklister overhalede vildt og hasarderet - for lidt senere at køre over for rødt lys nær banelinien.

Så et godt råd: Kig dig for, også når du kører ud for grønt!

Bump, bump, bump...

Vi nåede også til den nedbremsende sikkerheds-rundkørsel ved Sorøvej og Holbækvej. Utroligt som de anlagte stødpuder dog her generer bilisterne. Næsten 10.000 bilister bremser op her hver dag.

Også en ambulance med fuld udrykning så vi passere med et par ordentlige hop til følge...

Ved rundkørslen på Smedegade kunne vi dårligt komme forbi en kæmpe hollandsk blomsterlastbil. Og busserne har jo deres hyr med at svinge ned ad Parkvejen.

Et syn for guder...

Trafikbilledet tegner sig alt ialt lidt blandet og broget rigtigt mange steder. Og nemmere bliver det såmænd ikke her i sommervarmen...

Et par labre larver i lette, korte sommerkjoler på fortovet er ikke just med til at øge trafiksikkerheden i smalle Bredegade.

Alt for mange mandfolk i forbipasserende biler sidder tilsyneladende usikkert i førersædet, mens de er ved at dreje halsen af led...

I den anden ende af skalaen opdager vi - nær et af vore dejlige plejehjem - en nok 90-årig ældre kvinde (det kunne vist også have været en herre), der målbevidst men i sneglefart styrer sin rolator skråt over vejen...og med ryggen til den fremmasende trafik. Kender I det?

Ja, nogle gange må man være sharp opmærksom på, at folk søger over kørebanen de mærkeligste steder...

Nogle får fingeren...

Generende vejarbejder og opgravning møder vi flere steder. Blandt andet på Rosenkildevej og Klostergade. Ikke altid skiltet lige godt.

Men arbejderne bør man passe på! Ligeså køreskoleeleverne...

Og dem er der sgu' rigtigt mange af i netop Slagelse. Både med personbil, militærkøretøj eller med stor anhænger.

Vi hører i øvrigt fra Dansk Kørelærer Union, at unge køreskoleelever nu alt for ofte får fingeren eller diverse tilråb, når de forsøger sig i trafikken.

Det hører dog ingen steder hjemme.

Lille dame, stoooor bil...

Apropos køreskoler, som jo i højeste grad bruger Slagelses snævre gader - så mødte vi i en svær rundkørsel også en ganske lille dame i en meget stor, fornem køreskolebil, som hun altså dårligt kunne manøvrere rundt.

Endsige nå op og kigge ud af forruden...

Hun havde virkelig svært ved at overskue rundkørslen. Men vi håber hun kom godt hjem - og fik sin licens til endnu en tur gennem byen...

Fortsat god sommer!