Klik og se annoncen

Af John Hansen

Oh, hvilken dejlig morgenstund...

Fra kl. 08-09-stykker sidste torsdag morgen strømmede tusinder af unge fra Slagelse Kommune og store dele af Vestsjælland til SUK-festivalpladsen ved gymnasiet, Selandia (ZBC) og X-Class i Vestbyen.

Alle skulle de ind og informeres - indimellem også socialiseres og underholdes lidt - om fremtidens karriere- og uddannelsesmuligheder.

LÆS OGSÅ: Studiestart med masser af unge håbefulde

Passende indgang til dagen

Og overskriften til denne artikel - skrevet direkte på stedet - den tyvstjal konferencier Morten Hass Augustsen som sin indgangsreplik fra velkomst-scenen kl. 09.04 i det smukkeste solskinsvejr.

Hvor også Andersen og Dissings berømte ostemadder duftede forude...

Og nej, charmerende, veltalende Morten HA 'stjal' altså ikke indgangs-ordene fra VDonline og Søndagsavisen. Nej, han lånte dem bare, venligst - og brugte dem 45 sekunder efter at han havde læst dem!

Sådan! Der var action, handling og konsekvens lige fra åbningen af SUK Festival 2018.

De mange muligheder...

Og karriere- og uddannelsesmulighederne, de er rigtigt mange.

Ikke mindst i netop Slagelse.

Hvilket vi der også deltog ved Study Start 2018 i bymidten dagen forinden allerede her var blevet overbevist om.

Med pædagog- og sygeplejestuderende på plads. Med ernæring og sundhed - og socialrådgiveruddannelse. Med Syddansk Universitet, Erhvervs Akademi Sjælland og VUC m.m....

Dagen for erhvervsskolereform

Nu fulgte så SUK-dagen torsdag. Netop på dagen, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen og Regeringen spillede ud med en ny og tiltrængt erhvervsskole-reform.

Den kørte ud over rampen (tv-rampen) på dagen fra kl. 10.30. 'Og den har mange gode sider - og også flere penge til området,' som skoleforstander Gert Møller fra Korsør indsparkede.

Gert Møller: 'Det vil også være af vigtighed med en fremtidig bedre overgang fra folkeskolen med viden om faglige ting, vejledning etc.'

Og netop på dette tidspunkt torsdag var de op 7.-8.000 unge i Slagelse i fuld gang med at undersøge forhold og muligheder på SUK Festivalens mange stande.

AS: Rekordantal virksomheder

Efter borgmestervelkomst og erhvervscentrets Business Brunch var det hele nemlig gået igang på pladsen og i teltene udenfor.

Her var der mange uddannelssteder og retninger på plads.

'Og aldrig før har vi haft flere virksomheder med på festivalen - fra Mærsk til Novo Nordisk. Ialt omkring 15,' kundgjorde Anette Steffensen fra arrangørside.

Dyrby: Tænk anderledes, gør også fejl...

Borgmesteren overrakte et par nyttige priser til lokale virksomheder, der tager håndens unge ind - Slagelse Entreprenørservice og Kopp Sorø-Slagelse (mere om det senere) - og i det hele taget var der pæn ros til flere virksomheder og udstillere. Dog også en opfordring eller opsang:

'Det er hamrende vigtigt, at vi ta'r de unge i praktik. Ikke blot i det private, men også os i det offentlige,' påpegede John Dyrby Paulsen.

'Og så vil jeg gerne opfordre til også at tænke anderledes engang imellem. Vi har brug for nye input - også selvom vi tager fejl engang imellem.

Hellere tage fejl end intet gøre,' noterede Dyrby - og bekendte sig vel her til Ulrik Wilbeks filosofi på håndboldbanen.

Morten PS: Samarbejde

Erhvervscentrets direktør Morten Prüsse Sørensen glædede sig - ved SUK-dagens Business Brunch - over den store aktivitet overalt.

'Vi får her vist, hvilke veje de unge kan gå. Og vi understøtter her Slagelse Kommune som en attraktiv kommune at etablere virksomhed i...

Jeg siger også tak til alle de ildsjæle, der er årsag til at vi kan samles til så stort og godt et arrangement,' pointerede Morten Prüsse Sørensen. Mere om SUK følger senere...