Klik og se annoncen

Af John Hansen

I den gode folkeoplysnings navn kom der mange oplysninger og synspunkter frem foran de 230 borgere forsamlet til ugens valgmøde på Gerlev Idrætshøjskole.

Udover de lokale Hashøj Idrætsforening og Lokalrådet Hashøj NV, var Gerlev IH i øvrigt her gået sammen med Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen om mødet - 'denne samtale med kandidater fra ti partier.'

Forstander Tania Dethlefsen: 'Som højskole er vi dybt optagede af at facilitere og styrke den demokratiske samtale overalt - blandt vores egne elever, kursister der kommer til stedet - men også sammen med de gode borgere og foreninger som Gerlev i det daglige og igennem årtier har været tæt knyttet til og arbejder tæt sammen med.'

Konservativ MF'er

Mange meninger kom frem - og klima og miljø blev nævnt af stort set alle.

Eksempelvis lagde konservative Brigitte Klintskov Jerkel ud med at fremhæve sit partis mærkesager som 'styrket klimapolitik, gode ungdomsuddannelser (som også den nye FGU-aftale, der giver base hos Gert Møller i Korsør) og en stram, men anstændig udlændingepolitik.'

Brigitte er p.t. MF, kommet ind som vikar for Brian Mikkelsen og opstillet i Slagelsekredsen xx

Radikale, EL og V

Radikale Troels Brandt - på hjemmebane i Gerlev - ville bl.a. 'gøre op med symbolpolitik, fjerne uddannelsesloftet og de 2 procent besparelser, som uddannelserne i nogle år har været pålagt.'

Enhedslistens Linda Hansen var nummer tre, der fik ordet i indledende runde, og hun talte klima, fattige børn i Danmark og de landdistrikter - som også Troels Brandt senere gjorde sig til eksponent for.

Stén Knuth, V og tidl. borgmester i Slagelse, påpegede, hvordan han vil kæmpe for lokalområdet. Og så fremhævede Knuth vigtige sager som infrastruktur, uddannelser, idræt - og klima.

Karin N: Idræt og socialt

Dansk Folkepartis MF-repræsentant fra Slagelsekredsen er Karin Nødgaard, og hun lagde vægt på en indsats som social- og idrætsordfører.

Nødgaard prioriterer i høj grad de svageste i samfundet: 'De socialt udsatte, de hårdt ramte psykisk syge - og husk nu også vore ældre, hvor DF gennem mange år har gjort noget ekstra.'

SF's unge håb fra Slagelsekredsen Astrid Carøe lægger mest vægt på den vigtige, nødvendige grønne omstilling. Ligesom hun også taler for en bedre og billigere offentlig transport.

LA-Laura vendte bøtten

Laura Lindahl, markant og klar MF for Liberal Alliance - ja spidskandidat for hele Sjælland - går straks ind og stiller et spørgsmål, ingen af de andre endnu har strejfet:

'Hvordan gør vi kagen større? Det er vi nødt til at have med - for med de mange gode ting, vi alle gerne vil gøre i samfundet, så må vi have fokus på økonomisk vækst,' prioriterer hun at sige i den tildelte korte indledning.

NB: Indvandrerpolitikken

Nye Borgerlige var repræsenteret af Klaus Juul Hansen, og ifølge ham og NB 'er indvandrerpolitikken altafgørende. Vi vil ikke have den særbehandling, vi hidtil har oplevet - og der er virkelig pres på den danske kultur,' påpegede han.

Klaus nævnte også klimaet - men at dette også 'bør behandles ud fra sund fornuft.'

S og Alternativet

Socialdemokraternes Mette Gjerskov åbnede omkring 'klima overalt - vores største udfordring.' Den tidligere fødevareminister kørte siden frem med den kendte S-frase om 'velfærd eller skattelettelser...'

Sidst i panelet sad Lars Birger Nielsen, Alternativet, og han agtede mest af alt at bruge sin livserfaring.

Selvsagt talte han 'grøn politik - nu er alle jo blevet grønnere. Og det er fint nok. Men det vigtigste er at handle på det.' Og det ville Birger gerne skrue op både 5 og 7 gange...

Endnu en artikel fra Gerlev følger...