Klik og se annoncen

Julen er fyldt med traditioner. Ã?n af dem er Foreningen Vestsjællands Veterantog's juledamptog, som i år 'futter' afsted i weekenderne 7.-8. og 14.-15. december på jernbanestrækningen mellem Slagelse-Høng-Gørlev, og der køres flere ture hver af dagene.

Jule-damptoget bliver i år fremført af foreningens stolthed, OHJ 38 fra 1917, som p.g.a. tørken i sommer desværre dengang fik forbud mod at køre.

- Men lige straks tager lokomotivet igen revanche, idet det bliver fyret op og gjort klar til at trække en togstamme af to-akslede, hyggelige træbeklædte DSB personvogne med åbne endeperroner fra 1920'erne, kendt som 'rystevogne'. I toget findes desuden en cafévogn, hvor der tilbydes lidt at styrke sig på i vinterkulden, samt en pakvogn til barnevogne og cykler, som medtages gratis, oplyser foreningen.

- Og måske vil julemanden vælge at lade kane og rensdyr holde en pause og i stedet nyde en tur med det gamle tog i det Vestsjællandske vinterlandskab.

På endestationen Gørlev vil der på stationspladsen være juleboder med bl.a. gløgg og æbleskiver, og derudover kan 'de julerejsende' nyde den autentiske atmosfære omkring et gammeldags stationsmiljø med bl.a. vandkran, kulkran, meldeklokke m.m. Togets personale vil være iklædt datidens jernbaneuniformer, som er med til at skabe det rette jernbanemiljø fra den tid da farfar var dreng.

- Billetter kan købes i toget kontant eller med MobilePay.

Her er således lagt op til en virkelig festlig optakt til julen for hele familien med nostalgi og ikke mindst masser af ægte julestemning. Om det hele bliver indrammet af et hvidt snelandskab vil kun tiden vise... Og hvem ved.

Vestsjællands Veterantog har oplevet endnu et år med med glade rejsende, både lokale gæster og mange turister udefra, som har taget del i nostalgiske togrejser tilbage i tiden, og hvor både voksne og børn har haft store oplevelser i egnens 'levende jernbanemuseum'.

Når julekøreplanen er afviklet, kører toget i remise, hvor foreningens medlemmer med frivillig arbejdskraft og knofedt sørger for den fortsatte restaurering og vedligeholdelse af både lokomotiver og vogne, så alt bliver klart til nye rejser i 2020.

Se evt. også foreningens hjemmeside, www.dit-veterantog.dk