Klik og se annoncen

Af John Hansen

Så er der igen konstruktivt nyt fra de sydligere dele af storkommunen Slagelse.

Og det handler denne gang i høj grad om bosætning, nye bomønstre og seniorbofællesskaber.

For her ser byrådets Ole Drost - Venstremanden, der igen stiller op til byråd, men denne gang ikke til regionsråd - store muligheder for fremtiden.

Behov for nytænkning

Allerførst slår den tidligere Skælskørborgmester Ole Drost, som andre dog også til lyd for, at man i byrådet på Slagelse rådhus i højere grad finder fælles fodslag og får lagt strategier for fremtidens kommune.

'Det fortjener borgerne og vores mange medarbejdere,' mener Drost. 'Den kedelige tone med personlige angreb har fyldt for meget.

Det dræner for energi, og vi har et påtrængende behov for at komme videre med den gode udvikling af kommunen, der allerede er i fuld gang,' understreger Drost.

Han hæfter sig især ved en fin udvikling i beskæftigelsen samt stigningen i antallet af nye borgere.

Bosætningen vigtig

Der er i følge Ole Drost helt aktuelt et særligt område, der fortjener opmærksomhed: Bosætningen.

Drost: 'Vi har i dag et åbent vindue i forhold til at tiltrække flere nye borgere. Der er muligheder netop nu.'

I hjembyen Skælskør siger EDC-mægler Martin Mortensen således, at han allerede efter 14 dages salg i sidste måned har afsluttet flere handler end i sin hidtil bedste september!

'Der er de seneste måneder tre ejendomme, der er gået i budrunde, hvor udsalgsprisen overbydes med mange tusinde kr.'

Varer på hylderne

Ole Drost forklarer: 'Der er stadig varer på hylderne i kommunen, men der er et påtrængende behov for udvikling, så vi får del i det nye opsving, ligesom Næstved fik i tiden før finanskrisen. Næstved udviklede i de år et kæmpemæssigt boligområde ud mod Fensmark.

Derfor er det glædeligt, at der i dag er udbud af grunde overalt og at der er initiativer med lokalplaner for nye attraktive udstykninger.'

Seniorbofællesskaber

Men Drost har også et særligt fokus. Nemlig bofællesskaber for de lidt mere modne borgere...

'Vi kan med et smæk sikre huse til salg, hvis vi investerer energi og kræfter i at få etableret flere seniorbofællesskaber i Skælskør, Slagelse og Korsør.

Det er ingen hemmelighed, at vores kommune - ligesom mange andre - er præget af en stor andel af ældre borgere, der gerne vil sælge huset og slippe for vedligehold og havearbejde, som med tiden er blevet en byrde.

I Skælskør blev der i min forgængers og min tid opført to seniorbofællesskaber. Dejlige boliger i et plan med tilhørende fællesfaciliteter. I dag har begge områder alenlange ventelister, og jeg får ofte opfordring til at få gang i nogle flere,' påpeger Drost.

Win-win situation

I både Slagelse, Skælskør og Korsør er der attraktive muligheder for opførelse af disse seniorbofællesskaber.

Når seniorer får øje på en god mulighed for at flytte til noget mindre, dejligt, trygt og nyt, vil flere huse komme til salg og vores ejendomsmæglere får 'flere varer på hylderne'.

Nye borgere kan så flytte ind i de store villaer og parcelhuse. Det er da en 'win-win' for alle parter.

Skælskørs muligheder....

I hjembyen Skælskør tænker Ole Drost, at flere områder kunne være velegnede.

'Den gamle Fordgrund overfor Postgården er dejligt bynær.

Og det naturskønne område ved fjorden ud mod Folkehøjskolen kunne blive rigtigt attraktivt. Jord der ligger som en god, lækker mørbrad...

Hvis der blev åbnet planmæssige muligheder for byggeri, hvor der både kunne rummes en bynær landsby for unge børnefamilier og et seniorbofællesskab med mulighed for fællesfaciliteter som frugthave, fælleshus og....hvorfor ikke en swimmingpool?

Vi skal turde...

Vi skal turde tænke nyt for at skabe attraktion, og en sådan naturskøn blanding af generationer vil helt sikkert opleves spændende for mange boligsøgende.

De oprindelige bofællesskaber i Skælskør er med succes opført og drevet af Skælskør Boligselskab, men det vil da være spændende, hvis ejer, lejer og måske andelsboliger kunne ligge i samme område, måske begyndende med tæt/lav bebyggelse nede ved vandet og så med stigende bygningshøjde op ad bakken, så alle kan få udsigt,' slutter Ole Drost, p.t. stadig både byråds- og regionsrådsmedlem.