Klik og se annoncen

Af John Hansen

Her lidt fra lokalsporten.

Vi kan fortælle, at Slagelse Motionsklub havde stor succes med deres Lystskovløb her i søndags.

Op imod 900 lokale og regionale løbere ville være med - og det i alle aldersklasser og på flere distancer.

Lidt smil gør godt...

En god del børn var med, nogle i skøn samklang med forældre og andre voksne.

Første morgenstart gjaldt maratondistancen, og her blev der løbet ekstra seriøst - men var dog også tid til et smil og en kæk bemærkning på de første meter.

Rart at se. For ofte møder man altså også lidt for tvære, sammenbidte og lidende mennesker ude på diverse løbeture.

Her mødte vi dog mange med smil på læben og liv i øjnene.

VKV-aftale med Kalle

Fundamentet på Volleyklubben Vestsjællands Volleyligahold for herrer loves bundsolidt til den kommende sæson, da klubben netop har underskrevet en 2-årig aftale med landsholdsspiller Kalle Madsen.

I sidste sæson spillede Kalle fra Skælskør for første gang i Volleyligaen, hvor han nød godt af at lære fra mere etablerede spillere som professionelle Fraser Smith og ikke mindst storebror Oskar Madsen, der nu spiller professionelt i Frankrig.

I denne sæson skal Kalle nu indtræde i en ny rolle som bærende spiller på Volleyligaholdet, hvilket klubben har ønsket at støtte optimalt op om ved at skrive kontrakt med den talentfulde spiller.

Et yngre hold

Volleyligaholdet forynges en del til den kommende sæson og får helt automatisk tre nye topscorere, da Oskar Madsen og Fraser Smith spiller i andre udenlandske klubber, mens Daniel Gordon fortsat er igang med genoptræning efter knæskade.

Det bliver derfor uden tvivl et år i udviklingens tegn, hvor det handler om at lære så meget som muligt og så se hvilke resultater det så bærer med sig i sidste ende.

Klubben arbejder med en store gruppe på 17 spillere, som alle træner med Volleyligaholdet en eller flere gange om ugen. Det satses således på at give så mange spillere så meget træning som muligt, hvilket er med til at sikre fremtidens hold også. Kalle får, trods sin unge alder, en vigtig rolle i dette, så det er derfor en stor glæde, at kontrakten nu er underskrevet.