Klik og se annoncen

- Det er en rigtig god nyhed for byen, lyder det fra en glad erhvervschef Per B. Madsen. Ikke alene ser han nybyggeriet på Asienvej som en forskønnelse af indgangen til Slagelse Vest-området, at der også følger 20 nye arbejdspladser med til byen, endda med mulighed for endnu flere på sigt, vækker stor begejstring.
Indehaver af Bin2Bil A/S, Tom Frederiksen, har igennem længere tid haft kig på at åbne forretning i Slagelse. Bin2Bil A/S er i forvejen repræsenteret i Holbæk, Kalundborg og Næstved med forhandling af mærkerne Ford, Renault, Dacia, Mazda og Volvo Service. Nu er brikkerne faldet på plads, og han ser frem til at tage hul på byggeriet.
- Det har været en rigtig god dialog og proces med både Slagelse Erhvervscenter og Slagelse Kommune. Det er en ønskeplacering for os på Asienvej, og vi glæder os til at byde kunderne velkommen i et helt nyt, moderne bilhus næste forår, siger Tom Frederiksen, der i Slagelse åbner med forhandlingen af Ford og Volvo.
- Det er en god udnyttelse af et ledigt erhvervsareal på en ideel placering. Et nybyggeri af den størrelsesorden, godt 3.500 kvm., det syner af noget, siger Per B. Madsen.

Plads til yderligere vækst i området
Han bemærker, at der samlet set endnu er omkring 40.000 kvm. ledigt erhvervsareal til rådighed på Japan-/Kinavej, men her er man begrænset i forhold til størrelsen på det enkelte byggeri. Derfor er det en fordel for Slagelse som erhvervskommune, at man her har kunnet tilbyde et nyt område, der tilmed skaber god sammenhæng med eksisterende erhverv.
- Med det nye bilhus på Asienvej bliver det også lettere at skabe en sammenhæng til udvidelser på øvrige, ledige erhvervsarealer i Slagelse Vest, der har en optimal placering med god infrastruktur, helt tæt på motorvej E20 og omfartsvejen, pointerer Per B. Madsen.
Erhvervschefen minder i den sammenhæng om, at Slagelse Erhvervscenter altid står til rådighed, når det gælder vejledning omkring køb, salg og leje af erhvervsarealer i hele Slagelse Kommune.