Klik og se annoncen

Af John Hansen

Et af de store lokale-regionale samlingssteder er Slagelse Musikhus.

Her samles unge og ældre - og dem midt imellem - til alskens koncerter og kultur-musiske oplevelser, foredrag etc.

Nydes i tørvejr

Sommeren over har Slagelse Musikhus forberedt den nye sæson og givet plads til, at musikken - når solen har skinnet - skulle nydes på festivalerne i græs og mudder.

Men nu er vi inde i september, og dermed nedtrappes solskin og lune temperaturer, og så skal musikken selvfølgelig igen nydes i tørvejr.

Og Musikhusets nyeste program, der for kort tid siden er kommet fra trykken, viser klart, at der er masser musik og comedy at nyde dette efterår.

Noget at grine af

Der er tale om store og velkendte musiknavne - og noget at grine af - i 2019-efterårets program.

Folkeklubben, Søren Huss, Jonatan Spang & Johnny Madsen, DR Big Band & Sinne Eeg samt Knud Møller & Henrik From er bare nogle af de navne, der med et hurtigt blik på Musikhusets program tilkalder sig ekstra opmærksomhed.

Førstnævnte, der de seneste par år har turneret alle afkroge af landet rundt, har ikke debut på Slagelse Musikhus dette efterår, for med både en Folkeklubben-koncert på Badeanstalten tilbage i 2014 og igen en udsolgt akustisk i Musikhuset i 2017 har Slagelse i flere år været med i den folkekære anmelder- og publikumsroste klub.

Spændende aften...

I dette efterår er Folkeklubben tilbage i topform i Musikhuset d. 14. november, hvor salen med garanti kommer til at klinge af frontfigur og forsanger, Kjartan Arngrims, farverige fortællinger, de velkendte melodier som 'Fedterøv', 'Flammende Hjerter' og 'Sort Tulipan' samt et liveorkester, der i mange år er blevet kaldt et af landets bedste og mest aktive.

Søren Huss, der er albumaktuel i dette efterår, spiller til gengæld for allerførste gang d. 3. oktober i Slagelse Musikhus under eget navn.

Tilbage i 2002 stod han på scenen som frontfigur i bandet SAYBIA, men i dette efterår skal Huss præsentere Slagelse for de dansksprogede numre fra sin solokarriere, der startede tilbage i 2010 med albummet 'Troen & Ingen'. Et album der indeholder beretninger om Søren Huss' vej tilbage til livet efter at have mistet sin kæreste og moder til deres fælles barn i en voldsom trafikulykke.

Efter dette album følger endnu ét i 2012, nemlig 'Oppefra & Ned', der modtager blandt andet fem stjerner fra musikmagasinet GAFFA og ordene 'Søren Huss viser sig som en af de stærkeste danske sangskrivere for øjeblikket'.

Midtlivskrisen...

Øjeblikket skulle vise sig at holde i mange år frem.

For i 2018 udgav Huss 'Midtlivskrisen', der også blev rost af anmelderne, herunder vandt prisen som 'Årets Album' til Steppeulven 2018.

I dette efterår er han klar med sin fjerde plade 'Sort og Hvid til evig tid', og i den forbindelse er Søren Huss på en omfattende spillestedsturne, der også tager ham til Slagelse.

Om at skulle tilbage på spillestederne efter længere tids fokus på kirkekoncertformatet, der også tog Søren Huss til Sct. Mikkels Kirke og i Skælskør Kirke, siger Huss:

'Jeg har de sidste par år kun spillet koncerter for siddende publikum med undtagelse af lidt festivaler, og det har været fantastisk. Helt utroligt mange uforglemmelige øjeblikke.

Men under sidste tour med Hussband, faktisk midt i Ingen appel, mens jeg stod og slog på min guitar med en trommestik og dansede rundt samtidig med, at Hussbandet strakte ben, opstod et behov for at spille for et stående publikum.

Så derfor ligger der nu en tour i efteråret 2019 rundt på de danske spillesteder.'

Lidt andre sager

Udover musikken findes der i programmet også comedy og talkshows for en hver smag.

Sæsonen indledes med Erik Clausen 'Fra Den Ene Hjernehalvdel - Til Den Anden' d. 10. september.

Allerede d. 17. september skal der grines igen, for her kommer Torben Chris' ABC-show til byen.

Torben Chris, der egentlig er uddannet folkeskolelærer, har inviteret publikum tilbage på skolebænken for at få læst lektien af en lærer, der ikke nødvendigvis følger Undervisningsministeriets love og regler.

Jonathan Spang live

Jonatan Spang leverer i slutningen af efteråret et dobbeltshow under titlen 'Typisk'.

Showet er et klassisk Jonatan Spang one-man show: En mand - en mikrofon - en stor mavekrampe hver aften, og i Slagelse Musikhus kan du få mavekrampen d. 6. november både kl. 19 og kl. 21.30.

På Slagelsemusikhus.dk kan hele programmet for dette efterår og et lille udpluk af foråret 2020 ses.

Et forår der blandt andet rummer Michael Learns to Rock, Lars Lilholt & Pink Floyd Project 'The Wall'.