Klik og se annoncen

Lørdag d. 10. november 2018 kl. 20.00 inviterer Musicalscenen til Musik banko på Det lille teater i Herrestræde 9, Slagelse.
- Det er noget vi har haft i støbeskeen i en længere periode, siger en af arrangørerne og næstformand Berit Winsløw Olesen.
- Jeg har oplevet konceptet i København og havde efterfølgende en kæmpe lyst til at videreføre det her i Slagelse. Heldigvis falder konceptet meget godt i tråd med hvad Musicalscenen ellers står for – nemlig festlig underholdning.
Når vi spiller musik banko, har vi fjernet alle tal på pladerne og erstattet dem med sang titler. En DJ spiller en masse forskellige numre og man skal så, lige som i almindeligt banko, se om den spillede sang er på ens plade. Der er banko på én række, 2 rækker og hele pladen.
- Det er meningen at folk skal komme fordi de har lyst til at synge med på sangene og danse sammen med andre sang og danseglade mennesker. Vi laver arrangementet for at fremme fællesskabet – og folk skal ikke komme på grund af præmierne, men mere fordi de har lyst til en festlig aften med masser af musik, dans og latter, siger Berit Winsløw Olesen, som dog også tilføjer at der faktisk ER ret gode præmier.
Og hvad er mere aktuelt end at lave den første omgang Musik banko til en hyldest til Kim Larsen.
- Det er oplagt at lave en Kim Larsen musik banko, for at hylde en af vores største sangskrivere. Han var en der kunne- og stadig kan samle folk. Og så har han jo bare lavet virkelig mange gode sange som de fleste kan synge med på, konstaterer Berit Winsløw Olesen.
Det koster kr. 35 at deltage og plader koster kr. 10 pr. stk. Plader kan købes i baren, hvor der ligeledes sælges fadøl, rødvin, hvidvin, rosé og vand. - Ja faktisk kan du få en rigtig Kim Larsen øl.
- Arrangementet starter kl. 20.00, men dørene åbnes kl. 19.00, så der er tid til at købe plader og noget at skåle med, inden bankostart. Når vi er færdige med at spille banko, så er der mulighed for dans frem til kl. 02.00, oplyser Berit Olesen. - Billetter købes på www.musicalscenen.dk – der er kun sat 125 billetter i salg, så man skal ikke vente for længe.