Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse og Vestsjælland er truet af fravær i Folketinget - som vi også skrev i Søndagsavisen for en tid siden.

Men skal der på landkortet ligge 'et hul', en nærmest bar plet, herude vestpå i regionen, når nu Villum Christensen, LA, siger farvel til Tinget?

Når DF er truet af nedtur (kan ramme bl.a. Henrik Brodersen) - og Socialdemokraterne heller ikke har haft lokal repræsentation siden John Dyrby Paulsen?

Ja, der er flere relevante spørgsmål her op til et F-valg, der falder rigtig sent - midt i juni måned (ca. 17. juni). Evt. den 26. maj?

'Jeg er blevet klogere'

Vi fortalte forleden om Tom Blocks store lyst til at komme på tinge. Og ligeledes unge Morten Dahlin vil også gerne være et tiltrængt frisk og energisk pust i det nye Folketing.

Og han er - her kort før valget - heller 'ikke bange for at indrømme, jeg er blevet klogere af at besøge Vestsjælland: Vi skal simpelthen gøre mere for de ældre.'

Siger han efter i de seneste uger face to face at have mødt et tusindtal af lokale - fra Slagelse til Korsør, fra Slots Bjergby til Skælskør.

Vil have nye input...

Venstre-folketingskandidaten Morten Dahlin har nemlig haft kridtet skoene og er gået dør-til-dør i hele Slagelse Kommune.

Her har han nu banket på over 1.000 døre for at få input til sit måske kommende arbejde i Folketinget.

Til os fortæller han, hvordan det har ændret hans syn på særligt ét område: De ældre.

Systemet og mennesket

Hvad får en 29-årig lokal folketingskandidat til at interessere sig for ældres forhold?

Ja, da avisen stiller Morten Dahlin dette spørgsmål lyder det straks:

'Fordi jeg har talt med utrolig mange ældre og seniorer i de sidste par måneder. Og mange af dem er reelt bekymrede for, om systemet vil passe godt nok på dem, hvis de får brug for hjælp.'

Dør-til-dør aktionen

Dahlin startede før jul med at gå dør-til-dør i hele Slagelse Kommune, fordi der med hans egne ord 'er blevet for langt mellem politikerne på Christiansborg og så os helt almindelige danskere'.

I slutningen af marts nåede han så dør nummer 1.000 i Slagelse Kommune, hvor starten gik i Slots Bjergby, men er nået hele kommunen rundt.

Dahlin indrømmer, at de mange snakke har ændret noget hos ham:

Sundhedsvæsenet vigtigt

'Jeg er jo selv rimelig ung, så jeg indrømmer gerne at ældreområdet måske ikke var det, jeg havde brugt mest tid på før.

Men jeg må bare konstatere, at der sidder utrolig mange rundt omkring og er nervøse for, om de kan få den hjælp, de har behov for. Her taler jeg om ældreplejen, men måske særligt om sundhedsvæsenet.

Det bliver vi simpelthen nødt til at tage alvorligt, og selvom jeg selv er ung, så vil jeg gerne love, at jeg vil kæmpe for de ældre, hvis jeg kommer i Folketinget.'

Mormor hjulpet af lillesøster

Dahlin har også selv haft nogle af de udfordringer, som ældre kan opleve med sundhedsvæsenet helt tæt inde på kroppen.

Han fortæller om en episode med sin mormor, der skulle have skiftet hofte:

'Hun kunne simpelthen ikke forstå, hvad der stod i brevet fra hospitalet.

Det var skrevet så kryptisk og akademisk, at almindelige mennesker ikke havde en chance for at forstå det.

Så sad hun der og anede ikke hvad hun skulle gøre.

Heldigvis arbejder min lillesøster på Slagelse Sygehus, så hun kunne hjælpe hende, men det er jo ikke alle der er så heldige at have et barnebarn der er ved at uddanne sig til læge.'

Urimelige forskelle

For Dahlin understreger denne episode og de mange samtaler med ældre slagelseanske medborgere, at det er helt rigtigt at afskaffe regionerne og på den måde forsøge at skabe mere sammenhæng for patienterne.

Samtidig understreger han, at de meget forskellige behandlinger regionerne imellem er uacceptable:

'Hvis en mand får prostatakræft i Region Sjælland, får han kun en medicinsk behandling. Hvis han boede i Region Hovedstaden ville han få en operation.

Hvorfor skal der være den forskel i et så lille land som Danmark? Det burde vi simpelthen få lavet om på,' siger Dahlin til Søndagsavisen.

Om ordentlighed...

Vi spørger afslutningsvis Dahlin, om han også vil indrømme, at de mange samtaler har gjort ham klogere:

'Ja helt sikkert. For det er grundlæggende et spørgsmål om ordentlighed.

Vi bliver simpelthen nødt til at byde vores ældre nogle ordentlige forhold. Det er dem der har knoklet og opbygget det Danmark, som min generation nyder godt af.

Og så er det ikke i orden at lade dem være kastebolde i et system, der ikke altid fungerer godt nok,' slutter han. Læs Søndagsavisen.