Klik og se annoncen

- Hvad laver galleristen, når der er coronalukket. Det kunne også være overskriften, lyder det fra Finn Møller, manden bag kunstgalleriet Møller i Mejeriet på Støvlebækvej 1A i Kirke Stillinge.

Finn Møller har i denne tid slået sig ned i sit værksted og arbejdet på sin frimærkesamling! Men hvad har frimærker med kunst at gøre? I dette tilfælde bliver der arbejdet med keramik og der bliver lavet store frimærker med et meget bredt udtryk.

- Jeg føler meget for mine 35 kunstnere som er tilknyttet Møller i mejeriet - kunstgalleri. Forår og påske er traditionelt en af vores gode årstider, og derfor er det ærgerligt at kunstgalleriet er lukket. Jeg har enkelte salg via telefon og mail, men når man har over 400 kvm. udstilling er internettet ikke oplagt for mig.

Da statsministeren meddelte at vi skulle blive hjemme, besluttede Finn Møller sig for at lukke sit galleri, til der igen bliver lukket op for danskernes færden. I den nuværende situation bakker han op om de store beslutninger som myndighederne har taget: bliv hjemme - gå i haven - læs en bog om kunst!

Udsat på ubestemt tid

Betydningen af denne beslutning gjorde også at alle planlagte begivenheder blev aflyst eller udsat på ubestemt tid.

- Jeg skulle have fejret Ole Eklunds nye bog, noget som både jeg og Ole, som er 82, havde glædet os rigtig meget til - fernisering af en stor udstilling af Søren Parmo, en meget farverig kunstmaler fra Måløv - og som den eneste på Sjælland, var vi klar til en udstilling af Leif Sylvester litografier, hvor vi skulle fejre den folkelige kunstners 80 års fødselsdag.

Alt dette er lagt på is - til samfundet bliver lukket lidt op igen.

Keramiske frimærker på vej

Men de der frimærker?

- Jeg har længe haft en ide om at lave en stor udstilling med frimærker lavet i keramik, hvor de mindste er ca 19x21 cm, frit fortolket med hensyn til motiver mm. Det er jo noget som tager sin tid, formgivning, dekorering og 2 brændinger, men nu har jeg jo pludselig fået tid til at gå på værkstedet hver dag og den oprindelige plan var 35 stk. og en udstilling i efteråret. Men nu er jeg allerede nået til nummer 48! og vi har ikke fået lov til at gå ud endnu, så jeg tror godt at jeg kan vise en udstilling af mindst 50 keramiske frimærker, når Danmark bliver lukket lidt op igen.