Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Affald: De ansvarlige for implementeringen af den nye affaldsordning i Slagelse Kommune, kunne ikke understrege nok ved præsentationen af de nye beholdere; 'Man skal bare gøre som man plejer indtil man har fået de nye affaldsbeholdere'.

Og de er på vej. I løbet af de kommende to måneder vil godt 27.000 husstande i Slagelse Kommune få leveret to nye affaldsspande - en med grønt låg og en med sort låg.

Den sorte er til madaffald og restaffald. Den vil blive tømt hver anden uge i vinterhalvåret og hver uge hen over sommeren.

Den med grønt låg er til metal, glas, hård plast samt papir og småt pap. Den vil blive tømt hver fjerde uge.

De nye beholdere vil lande på matriklerne dagen før afhentning af skrald, hvorefter de nuværende affaldsspande vil blive hentet snarest efter. Sidstnævnte bliver knust og genanvendt til nye affaldsbeholdere.

De første, der får nye affaldsbeholdere er øerne, derefter sommerhusområderne og til sidst byområderne i Slagelse, Korsør og Skælskør.

Haveaffald og storskrald

Som noget nyt kan man fremover få afhentet haveaffald, bl.a. det fra den nuværende brune biospand, hvis man har valgt at beholde den. Den og haveaffaldet skal sættes frem til afhentning, der sker hver anden uge i sommerhalvåret.

Småelektronik kan lægges i en klar pose på låget af affaldsbeholderen.

Storskrald, som nogle vil huske fra tidligere, bliver også genindført. Det hentes ved fortovskanten ved fjerde uge. Hvornår afhentningen foregår hos netop dig, kan ses på slagelse.dk/affald2018.

Og hvorfor nu hele denne ombytning? Det sker for at imødekomme Folketingets krav om, at 50 procent af al husholdningsaffald skal genavnedes i 2022.

Al begyndelse er svær, men tydelige mærkater på affaldsbeholderne gør det nemt at se, hvad der skal i hvilke rum, ligesom man kan hente en vejledning på førnævnte hjemmeside.

Og hvis man tænker: 'Det er for besværligt, jeg smider da bare det hele i et rum - det ender alligevel i en stor bunke'? Ja, så tager man fejl. Beholderne tømmes i forskellige kamre i de nye renovationsbiler, der i øvrigt i miljøets ånd er hybridbiler. Og beholdere, der er for fejlsorterede, vil ikke blive tømt.

Og endelig - bliver det dyrere? Ja, prisen på håndtering af affald stiger. Beløbet kan aflæses på ejendomsskattebilletten.

Selve afhentningen af affald vil fremover blive varetaget af M. Larsen Vognmandsfirma A/S.