Klik og se annoncen

Marcus' fulde navn er Marcus Samuel Christensen Espenhain. Til daglig går han i 3.g på Slagelse Gymnasium - og bor bare et stenkast fra gymnasiet, på den anden side af vejen.

Han har spillet guitar gennem mange år.

- Siden jeg var ni-ti år, fortæller Marcus, som først startede med et synge for et års tid siden, i forbindelse med opførelsen af musicalen Grease på Slagelse Gymnasium.

Musikken er en vigtig del af hverdagen. Bl.a. i et lokalt band, i årets Mamma Mia-musical på Gymnasiet samt i Slagelse Musikskole Som det fremgik ved Marcus' audition, skriver han også sine egne sange.

- Hvis det føles rigtigt

Et af forbillederne er John Lennon: - Han har aldrig fået sangundervisning: han gjorde det, fordi han syntes det var sjovt, pointerer Marcus. - Jeg tror i virkeligheden det er det, det handler om. Jeg er ikke specielt teknisk dygtig til noget som helst, men hvis det føles rigtigt, så gør jeg det!

Vejen til X Factor var lidt finurlig.

- Jeg har altid fulgt lidt med i det, og så kan vi hjemme i familien rigtig godt li' alt, hvad der har med Thomas Blachman at gøre. Og selv om jeg egentlig aldrig har været sanger, har jeg haft drømmen om at prøve det. Så en dag sendte min kæreste mig en besked: 'Så har jeg meldt dig til.'

- Det viste sig at min auditiontid lå på første skoledag. Og min far er gymnasielærer. Så det kunne bare ikke ske!

Men en af mine gode venner fandt ud af at der også var en pop-up casting i Næstved og sagde: Så kører vi, smiler Marcus.

- Så jeg havde brug for ret mange skub - jeg turde ikke så mange ting, erkender Marcus.

Det har ændret sig gennem optagelserne, og Marcus har gjort sig den erfaring, at han er langt mindre nervøs overfor et stort publikum, frem for de mere intime auditionoplevelser.

Mere selvstændig

- Jeg har lært meget og jeg er blevet langt mere selvstændig: Før var jeg ikke typen, der bare gik op og tog toget til København.

Det har været sjovt, og jeg har fået en idé om hvordan tingene foregår rent medieteknisk - og mødt mange dygtige mennesker.

- Man skal være virkelig dygtig for at følge med. Jeg kan godt mærke, der er nogen der har lidt mere erfaring end jeg har, konstaterer Marcus.

Som er færdig med gymnasiet 'lige om lidt' - og i første omgang har kig på et sabbatår.

- Jeg vil godt ud at rejse.

Men på lidt længere sigt er musikken for alvor kommet ind over fremtidsdrømmene.

- Jeg har længe gået med tanken om at læse medicin - men det vil ta' rigtig meget tid fra alt det andet sjove, man kan lave, smiler Marcus. - Og jo mere musik jeg laver, jo mere går det op for mig, at det måske er det jeg skal.

Bootcamp

Foreløbig kan man på DR TV følge Marcus' vej gennem X Factor. Om han når videre til de store live shows, må tiden vise. Næste afsnit af X Factor vises på DR fredag kl. 20.

Går Marcus videre til de eftertragtede liveshows, er der mulighed for at komme med som publikum:

Hver mandag klokken 10 frigives via www.dr.dk billetter til X Factors liveshow om fredagen.

Det første live show afholdes fredag den 23. februar, og det betyder altså, at billetterne til dette show sættes til salg mandag den 19. februar klokken 10, oplyser DR.dk