Klik og se annoncen

- Slagelse er kommet på Top 100-listen på app'en Eatie, som rater spisesteder ud fra andre parametre end stjerner og kokkehuer. Ratingen er baseret på spisegæsternes egne anmeldelser, primært på Facebook og på Trustpilot. Slagelse har den absolutte topplacering som nummer 1 med 'Manden og Konen', som gæsterne har givet topkarakteren 10,0, lyder det med et stolt smil fra Sanne (billedet), som sammen med Tom viderefører grundlæggerne Esben og Galinas streetfoodkoncept. Sanne tager sig lige nu af den daglige drift og Tom bakker op med sparring og udvikling, men der er mange visioner og ønsker om at bidrage endnu mere til at Slagelse kommer på landkortet med den positive historiefortælling.

Top-scoreren på Manden og Konens menukort har hen over vinteren været gastronomiske burger med svinekød, der er braisseret i øl over 11-12 timer, med hjemmerørt aioli, hjemmesyltede rødløg og balsamico-marineret rucola.

Manden og Konen har til huse i den gamle pakkehal i det gamle posthus ved stationen, omgivet af genbrugs-nips, vintage-sofaer, palleborde, plysstole og planter. Man skal næsten vide, at de er der, for at kunne finde dem. Men ved aftentid torsdag, fredag og lørdag bliver man ledt på vej af udendørs kulørte lamper, tændte fakler og lyskæder i loftet indenfor.

Foto: Evan