Klik og se annoncen

- Vi har været gennem vores første uger her, og det er gået lige efter planen. Manden & Konen, lokal foodtruck drevet af Galina Lugonja og Esben Kolstad, er en del af det genåbnede posthus i Slagelse, som samlingssted, innovations- og væksthus.

De to unge iværksættere fik en flyvende start på stedet.

- Det var helt vildt. Der kom omkring 400 mennesker ind i løbet af dagen. Også efterfølgende har interessen været stor: - Vi er helt overvældede over, hvor positive folk er, det har været superdejligt, smiler de to, som erkender at de på forhånd var lidt afventende.

LÆS OGSÅ: Festdag i bymidten: Nytorv klar til aktiviteter og sommerhygge

- Vi var spændte på, om det også økonomisk set kunne hænge sammen, men det ser sådan ud, konstaterer de.

- Vi er blevet rigtig godt modtaget. Af mange forskellige slags mennesker: familier, der har siddet og spillet backgammon, unge gymnasiepiger, pensionister der sidder og får et glas øl, børnefamilier med små børn, som har spist her.

- Folk kommer og synes det er et dejligt projekt, vi har gang i.

- Vi synes det er dejligt, når der også er tid til at tale med folk, høre deres historier og dele tanker og reflektere. Og hvis folk samtidig synes det er megalækker mad vi laver, er det bare et plus, smiler Galina.

- Grundtanken er at sætte fokus på kvalitetsråvarer, økologi og ægte, smagfuld og unik mad. Så vidt muligt laver vi alt fra bunden: aioli, humus, syltede rødløg m.m. Vi prøver at sætte nogle ting sammen man måske ikke har set før, men som smager godt og rammer alle smagsløg.

De hyggelige og afslappede stemning er vigtig:

- Vi vil gerne et sted, hvor folk mødes på tværs af køn, alder og brancher. Det skal være et hyggeligt sted, hvor man kan være på en uformel og nede på jorden måde, og der skal være plads til alle.

Megaspaceværksted på vej

- Ud over at Esben og jeg har lejet os ind her og laver lækker mad og sørger for café og bar, er vi også en del af projektet og skal være med til at skabe innovation i hele stueetagen i det gamle posthus, understreger Galina.

Allerede nu er der gang i en ny idé. - Vi har startet et 'megaspaceværksted', og skal igang med at søge penge, så der kan komme f. eks. en 3D printer, symaskiner og trykkerimaskiner m.m.

Galina opfordrer alle med bare en lille iværksætteridé til at komme ind. Også i forhold til værkstedet, som stadig er på idébasis.

- Der findes måske tre forskellige mennesker i Slagelse, der alle gerne vil printe t-shirts, men som aldrig ville møde hinanden. Vi håber det sker her. Med Erhvervscentret og Vækstfabrikken på førstesalen er huset et samlingspunkt for kompetencer.

- Hvis man vil være en del af aktiviteterne i stueetagen, bliver man en del af et community, som kan være med til at udvikle Slagelse i retning af at der er et samlingspunkt for kreativitet og innovation. Alle støtter op om hinanden og lytter til hinanden.

Man er også velkommen til at komme ind og hænge sit visitkort op.

Esben og Galina understreger at de er stærkt taknemmelige for at de af Slagelse Kommune blev inviteret indenfor i det gamle posthus, selv om ikke alt var helt færdigt.

- I stedet for at vente og bruge en masse penge, valgte de at lade unge mennesker med energi og kreativitet komme ind og gå i gang og skabe noget kultur. Ikke så meget snak, men handling!

- Det hænger faktisk fint sammen med det slogan vi har haft hele vejen: Vi bygger vejen, mens vi går.

Også fra andre sider har de to unge iværksættere mødt stor imødekommenhed. - Vi har fået donationer i form af maling, træer, paller, møbler, sofaer, høvlebænke, reoler og meget mere fra bl.a. Beckmann Slagelse, Hans Larsen fra Skælskør, Plejehjemmets venneforening, Anine Lisbeth Krogh, Dorte Glerup, Pia og Michael , BUPL Midtsjælland og Jette Landsvig - det vil vi gerne sige tak for.

Fast placering i Posthuset

Manden & Konen er nu fast placeret med deres hyggelige foodtruck. - Vi måtte smadre en væg for at få den ind, så det er svært at få den ud, erkender Galina. - Men vi laver stadig mad ud af huset. Man skal bare komme ind eller ringe, så finder vi ud af det.

I Posthuset har Manden & Konen i øvrigt også lanceret nye åbningstider: tirsdag-torsdag kl. 12-19 og fredag-lørdag kl. 12-21. - Og hvis der er supergod stemning og gang i den, holder vi åbent så længe vi vil.