Klik og se annoncen

I dag torsdag d. 10. oktober kl. 16-20 er der fødselsdagsfernisering hos Møller i Mejeriet i Kirke Stillinge.

- Vi har ønsket os mere plads, og det har vi fået, konstaterer Finn Møller.

- Det første år med Møller i mejeriet, har været en succes. Vi har haft rigtig mange besøgende fra nær og fjern, vi har haft spændende kunstværker udstillet og er ovenud tilfredse med den modtagelse vores galleri har fået også fra lokalområdet.

At åbne et galleri med kunst og kunsthåndværk, er jo en drøm, som vi har haft gennem mange år. Når vi så endelig er kommet i gang er det jo spændende at se om gæsterne sætter pris på ens virksomhed.

Det har vi så fået bekræftet mange gange!

Vores gæster har flittigt anbefalet deres omgangskreds at besøge os. Vi har fået rigtig mange anbefalinger, både omkring vores udvalg af kunst, men også om den stemning der er i vores gamle mejerilokaler. Det er så skønt at høre de mange kommentarer, og vi havde da heller ikke forventet at vores gulv lavet af genbrugt palletræ skulle blive omtalt så meget.

- Men plads kan man jo aldrig få for meget af og der for har vi udvidet med mejeriets gamle saltrum, fortæller Finn Møller.

- Udvidelsen er på over 100 kvm. I det fantastiske rum var der oprindelig store kar til at salte oste i. Disse er dog for længst fjernet, lokalerne har senest været benyttet af Stillinge plejehjems venner, som har brugt rummet til loppemarked.

Gennem sommeren har vi sat det store rum i stand, malet, etableret nødudgang, monteret ny belysning og ophæng til malerier. Det er helt unikt.

Det indvies i forbindelse med fødselsdagen.

- Vi har fernisering med to fantastiske kunstnere og indbyder derfor til fødselsdags-fernisering torsdag d 10. oktober kl. 16-20.

Kl. 16,20 holdes åbningstale hvorefter snoren klippes til det nye lokale,

- Vi byder på et godt glas vin og håber at rigtig mange vil kigge forbi.

Stofbilleder i kølerummet

I det hvide kølerum viser Finn Møller en spændende udstilling med naivistiske stofbilleder af Merete Mortensen.

Merete siger: - Jeg elsker at være i det umiddelbare og fabulerende rum. Samtidig søger jeg også at formidle plads for refleksion i dét, jeg laver. Materialerne til mine billeder er stoffer og tråd af enhver art og farve - ofte finder jeg dem på mine rejser. Alt er syet i hånden. Mine farvevalg tager oftest udgangspunkt i min ide, men også i mine følelser. Merete bor i Kalundborg

I Saltrummet er det eventyrlige malerier af Lisbeth Thygesen, som kommer til at pryde de hvide flisevægge. Lisbeth er som kunstner dybt optaget af naturen ,og det påvirker hendes kunstneriske udtryk og hendes livsforståelse i høj grad. Hendes malerier fører tankerne ind på drømme, folklore, spiritualitet, magi og den nordiske og skandinaviske store natur og vildmark, og selv om scenen er sat Nordeuropas natur, er hendes fortælling fortalt i det underbevidstes sprog og derfor forstået og relateret til på tværs af kultur. Lisbeth har mange udstillinger bag sig, både i Danmark, Sverige, Tyskland og Spanien. Hun bor og har atelier på Frederiksberg.

I det store galleri kan alle husets andre kunstneres værker også ses, udvalget er bredt indenfor maleri, keramik, kunstprint, kunstpuder og glaskunst.