Klik og se annoncen

Af John Hansen

Vil du i verden frem - så er det en god idé at lære at læse og regne inklusive andre nyttige ting i skolen.

Og det er en god idé at kunne cykle - også gerne opad bakke og i regn og indimellem modvind - så man trænes i at klare modgang...

Nogle af disse vigtige egenskaber optrænes og styrkes i Løkkefonden.

Den fond, hvor statsministeren - den nu tidligere - har skabt grobund og en platform for, at særligt unge drenge kan blive hevet med i en positiv, konstruktiv udvikling. Til gavn for både dem selv og samfundet.

Flakkebjerg og Bilka

Og Lars Løkke Rasmussen var i torsdags i egen fightende person i Slagelse for at være ledestjerne og gå i spidsen for det arbejde, der skal til.

Samtidig med, at engagerede lærere og pædagoger på Flakkebjerg Efterskole har hundrede drenge - danske som ikke-etnisk danske - igang med et motivations- og læringsløft via intensiv læring og samvær gennem et par uger, så kører andre unge Danmark rundt på cykel for at træne sig op og erhverve sig ekstra tillid.

Regnbyger truede

Og på en ialt 500 kilometer lang cykletur rundt i landet, åbnet i Esbjerg, var man netop torsdag nået til et stop i Slagelse, hvor Bilka og varehuschef Jakob Larsen gav både husly og morgenmad - inden en ny etape for Løkkefondens cykelløb.

Denne dag skulle der køres fra Slagelse til Hundige ad en rute på 95 km.

Og mens truende skyer trak op udendøre, så kunne Lars Løkke indenfor i Bilka samle alle drenge og hjælpere og proklamere:

'Her er vi tørre. Inden vi bliver våde!'

Ikke i særlig god form...

Han vidste, hvad der ventede de følgende timer. Og Løkke cykler skam selv med - hele vejen.

'Jamen Løkke er sgu' så sej, han giver aldrig op. Han har cyklet bedre og bedre i løbet af ugen,' fortæller Kenneth Phillipsen, en tidligere SBI-træner til os.

Kenneth var gruppeleder på cykelturen, primært for nogle Odensedrenge.

Hvad med din form?

- Jamen, er du da i form til dette her? Spurgte Uge Nyt og VDonline LLR selv lige før etapestarten, hvor han - udover at forberede sin egen start også, som hensynsfuld ægtemand, betænkte sin kone ved at samle og bibringe hende lidt velfortjent morgenmad og kaffe, som Bilka jo stod for.

Løkke: 'Nej da, jeg er bestemt ikke i særlig god form, ser du lige nu. Jeg har under valgkampen og de seneste måneder ikke fået trænet ret meget...så jeg må bare tage mig sammen og stramme mig an.

For de kører altså hurtigt, de knægte. Det synes jeg. Og jeg har jo da prøvet det før, så jeg skal nok få hjulene igang.'

Ferie og France?

- Altså du må prøve at følge med og sidde nede i gruppettoen, allerbagest?

Løkke: 'Ikke gruppettoen, nej da, sådan kører vi heller ikke. Men jeg skal lige varmes op, så kører jeg mig i form efterhånden.'

Lars Løkke når i øvrigt i år næppe ned til Frankrig for at følge Tour de France 2019 live. Selvom han har været i snak om det med sin 'gode ven, Macron.'

Mon ikke Lars Løkke har brug for lidt afslappende ferie med familien her i juli. Og så kan han jo glæde sig over, at Danmark har fået TdF-starten 2021.

Grand Depart som jo i år finder sted i Bruxelles lørdag.

Løkke: Glad for Slagelse

I sin tale til alle aktører i Bilka forleden - drengene, deres hjælpere og arrangører - udtrykte Lars Løkke også:

'Tak til Bilka, tak til vore gode støtter.

Og vi har jo et særligt tæt forhold til Slagelse. Det har vi haft gennem længere tid, ikke Villum (sagde LLR også henvendt til viceborgmester Villum Christensen, der repræsenterede kommunen ved løbsstarten kl. 11).

Samtidig med at vi cykler her, så har vi nemlig også mere end 100 drenge igang med et projekt ude på Flakkebjerg-skolen ikke langt herfra,' påpegede Lars Løkke med glæde.

Fejrer fremgange...

Fra Flakkebjerg Efterskole har ikke mindst DR P4 Sjælland bragt gode reportager. Og fortalte om, hvordan de unge - med stor iver og i et givende fællesskab og kammeratskab - her oplever store positive spring fremad, hvad angår både kundskaber og selvtillid.

Og disse intensive spring er særdeles nødvendige i dagens ganske krævende samfund.

Hvis ikke man skal stå tilbage - tabt og måske utilpasset - efter de målbevidste og evt. mere flittige. Og efter pigerne...

Villum: God vind!

Villum Christensen ønskede også alle 53 drenge og deres medcyklende god tur fra Bilka Slagelse.

I et projekt, der er med til at ranke ryggen hos mange. Og Villum ønskede, at alle dog også ville mærke lidt medvind ind imod Hundige.

Det fik de - men også en gang rusk og regn. Og fredag eftermiddag fejrede de alle i Bella Centret, at ende-målet igen var nået!