Klik og se annoncen

Af John Hansen

Nu skal der altså gøres noget ved Danmarks dårligste motorvejsstrækning, nemlig den gamle fra Storebæltsbroens betalingsanlæg (Halsskovhavn) rundt om Korsør og til Vemmelev!

Det mener Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen og hans S-folketingskandidat Tom Block.

'Og vi stiller det nu som et krav til Christiansborg - så må vi se, om vi kan få det igennem,' påpegede John Dyrby overfor VDonline tidligt onsdag morgen ved maj-mødet hos 3F i Korsør.

Tom Block: Fart på!

Block og Dyrby valgte at føre deres ønske/krav om en opgradering af den gamle motorvejsstrækning Korsør-Vemmelev frem som 'breaking news' i deres 1. maj-optræden.

'Der mangler jo sikre opkørsler og accelerationsbaner ved Korsør. Der mangler de vigtige nødspor, som alle andre motorveje i Danmark har - med større bredde og sikkerhed, vil man også kunne sætte hastigheden op som på andre motorveje,' fastslår Tom Block.

Et krav fra os!

Og på talerstolen hos 3F i Korsør fortalte John Dyrby, at han jo var blevet irriteret over at man nu kan bruge af Storebæltsbroens overskud til at udvide den fynske motorvej.

'Ok at den skal udvides, men så må vi også på Sjællandssiden - fra Storebæltsbroen - kunne finansiere en sikker udbygning af Danmarks måske dårligste motorvejsstykke,' sagde John Dyrby.

Han har nærmest opgivet at få lavere brotakst. Men så må pengene kunne bruges til anden infrastruktur...ikke mindst her.

'Det skal ikke blot være et ønske. Det er et krav herfra,' fremhævede Dyrby.

Et eksempel...

Som nævnt så ønsker Slagelses borgmester, at kommunen bliver rigtigt bredt repræsenteret i Folketinget - også fra flere partier.

Og omkring Tom Blocks kandidatur noterede Dyrby direkte onsdag:

'Det er rigtig vigtigt, at vi har lokale repræsentanter på Christiansborg, lad mig give et eksempel:

Jeg har efterhånden accepteret, at prisen på at passere Storebælt ikke bliver sat ned lige med det samme, bl.a. af hensyn til finansieringen af Femern Bælt.

Vi skal ind på Borgen!

Men jeg har mere end svært ved at acceptere, at den markante overpris på Storebælt går til trafikinvesteringer alle mulige andre steder af landet, mens netop motorvejen fra Storebæltsbroen til Vemmelev er en anden eller tredjeklasses motorvej - uden nødspor, med alt for korte tilkørselsramper ved Korsør og hastighedsbegrænsning ned til 90 km/t - det er jo tæt på ikke at være en motorvej!

Det skal vi have lavet om snarest muligt, og det koster vel i omegnen af 250 mio. kr.,

Og de kan snildt tages fra Sund & Bælt uden at det gør nogen skade - her vil det hjælpe med lokale MF'ere, for jeg tror ærlig talt ikke, at vi får megen hjælp fra MF'ere, der er valgt i fx Nordjylland til det projekt,' pointerede Dyrby.'