Klik og se annoncen

- Nu er det slut med, at kræftramte skal køre langt for at få rådgivning og støtte til at komme igennem et ofte hårdt forløb. Pr. 1. januar 2020 er der åbnet et helt nyt, lokalt rådgivningstilbud til både kræftpatienter, pårørende og efterladte, hvor de gratis kan få hjælp af en professionel rådgiver. Det oplyser Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Slagelse Kommune i en udsendt pressemeddelelse.

Det nye rådgivningstilbud er blevet til i et tæt samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Slagelse Kommune.

- Jeg glæder mig over, at vi nu kan tilbyde rådgivning tættere på, for det vil gøre det lettere for mange at få løbende hjælp og støtte igennem en ofte hård og usikker tid, siger Merete Mørch, leder af Center for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune.

Også hos lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse Slagelse er der stor glæde.

Kræftens Bekæmpelse tilbyder hjælp og støtte over 40 geografiske steder i Danmark og arbejder for, at kræftramte ikke skal køre langt for at få den vigtige hjælp. Tidligere har kræftpatienter i kommunen skulle køre til Næstved, og det kan være en barriere for at opsøge den vigtige hjælp og støtte.

Nu er det slut med at køre langt

- Jeg er både stolt og glad over, at der i samarbejde med Slagelse kommunen Center for Sundhed og Ældre åbner lokalrådgivning i Slagelse. Med det nye tilbud er det muligt at få hjælp i nærmiljøet. Jeg er sikker på, at lokalrådgivningen vil kunne hjælpe mange kræftpatienter, pårørende og familier, der har behov for støtte, siger Abdel Sabri, formand for Slagelse lokalforening under Kræftens Bekæmpelse.

Den nye lokalrådgivning er en forsøgsordning på foreløbig to år med finansiering fra Kræftens Bekæmpelse og den er åbent hver anden tirsdag i lige uger mellem kl. 13 og 17. Der skal bestilles tid på tlf.70202646 i tidsrummet mandag - torsdag kl. 110-16, fredag kl. 10-13.

- Første åbningsdag har allerede fundet sted d. 7. januar, men vi vil gerne markere åbningen og invitere alle interesserede til reception i Midgård på Skolegade 8 i Slagelse d. 18. februar kl.14-17.

Selve rådgivningen finder sted på Langes Gård 12, 2.tv. 4200 Slagelse.