Klik og se annoncen

Som optakt til Fars Dag tilbyder Slagelse Kommune og Firmaidræt Slagelse d. 4. juni en anderledes motionsoplevelse.

- Er du til sved på panden, jord på kroppen, nye udfordringer og et godt grin sammen med dine holdkammerater, så er Rigtige Mænd løbet lige noget for dig, lyder det i invitationen.

- Rigtige Mænd løbet er en sjov måde at motivere flere mænd til sundere levevaner gennem fælles træning og konkurrence. Vi kan tilbyde et sundere liv og bedre trivsel gennem et fællesskab, der er præget af rigtig mandehumor - og ingen formaninger eller løftede pegefingre, pointeres det.

Rigtige Mænd Løbet afholdes som nævnt d. 4. juni, aftenen før Grundlovsdag - også kaldet Fars Dag. Der vil være åbning og information kl. 18.00, og kl. 18.30 startes løbet fra Slagelse Hallen. Løbet afsluttes kl. 21.00.

Et hold består af tre deltagere, hvoraf to cykler og den tredje løber, og man må gerne skiftes undervejs.

Ruten, der er på 10 km, er udlagt som et stjerneløb, hvor holdet i fællesskab løser syv meget forskellige opgaver: Arkitekten, Bulls Eye, Bazooka, Edderkoppen, Farvefræs, Langrend og Lumber Jack. Efter at have løst den enkelte opgave, returnerer holdet til løbscentrum.

Kolleger, pårørende og venner opfordres til at møde op ved Slagelse Hallen for at heppe på deltagerne, der får testet deres styrke, balance og ikke mindst deres samarbejdsevner med de forskellige øvelser.

Tilmelding og information

Tilmelding foretages på www.sportstiming.dk, hvor der kan hentes yderligere information, eller ved at kontakte Bjarne Christensen på 2999 4261 eller db.christensen@yahoo.dk

Prisen for et hold er 385 kr. og inkluderer løbet, en 'Rigtige Mænd' Craft T-shirt, en medalje samt to pølser og en fadbamse eller vand - med tilmelding senest den 2. juni 2019.

Firmaidræt Slagelse har etableret en Rigtige Mænd-afdeling med udendørs træning, der kører året rundt. Formålet med træningen er at gennemføre Rigtige Mænd løbet samt Xtreme Mandehørm den 14. September, og så ellers generelt forbedre konditionen i selskab med andre Rigtige Mænd. Læs mere på www.firmaidraetslagelse.dk