Klik og se annoncen

Af John Hansen

Værs'go - her er nogle velvalgte, udvalgte steder og 'vej-pletter' på næste års Tour de France-tur gennem Slagelse Kommune.

Uge Nyt & VDonline har taget turen, primært ad små hyggelige strandveje - nogle steder med lidt buler og ujævnheder.

Fra Bildsø Strand-skiltet, lige når man fra Mullerup og Drøsselbjerg forlader Kalundborg Kommune og entrerer Slagelse ditto.

En rigtig strandtur...

Som tidligere fortalt, så går det fra Bildsøstrand og -skov sydpå forbi campingpladsen og den lille smalle bro - ved et farligt sving, hvor man heldigvis ikke møder en bybus den lørdag eftermiddag 3. juli 2021 - og ligeud langs Stillinge strandhusene, købmanden og det store kryds, hvorfra der er 11 km ind til byen (Slagelse).

Videre ad Kongsmarkvej og flot og tæt sydpå lige opad strandkanten. Og derpå forbi Kongsmark strand og senere Næsby ved Stranden, når man er kommet til højre, ud på den større vej, Bildsøvej (277).

Mod Frølunde og Svendstrup

Den bringer cyklisterne over åen - så tæt på gamle Trelleborg, som man vel kommer - og ned imod motorvej E20.

Lige inden den forventede motorvejsindkørsel ved Tjæreby-41, drejes i stedet skarpt til højre og forbi Frølunde Fed og Frølunde.

Senere Svenstrup - og rundt hjørnet ved Dagli Brugsen, hvor vi har hørt, at nogle lokale sommerhusejere og cyklefans vil tage opstilling. Med et godt glas rødvin etc.

Sidste lidt snørklede fase

Og så ud til Tårnborgvej, og lige ved Korsørs lille station, 90 grader til højre ad Storebæltsvej.

Kort efter igen 90 grader til højre ad den lille, øde stikvej Halsskovvej - der primært rummer materiel omkring motorvejen og broen.

Her kan man - lige efter at have passeret betalingsanlægget på sin venstre side - komme, lidt smalt, ind på bro-motorvejen... hvis nogle altså låser op for stopbommen.

Og så går det ellers - efter de ialt ca. 20 km landjordskørsel i den vestlige del af Slagelse storkommune - ud på Østbroen og de sidste 18-20 kilometer til McDonalds og målstregen i Nyborg.

God tur. God fornøjelse!