Klik og se annoncen

Af John Hansen

Et smukt og menneskeligt møde mellem slagelseanske borgere og håndboldfans og så verdens tidligere bedste håndboldkeeper Cecilie Leganger blev det til, da Cecilie i lørdags tog hele turen fra de norske fjelde og ned til Slagelse Bibliotek.

For at fortælle og introducere sin nye bog, berette om den fantastiske håndboldtid for 10-15 år siden og faktisk også for at sige en dybtfølt tak til den by, klub og de mennesker, der i mere end fire år delte hjemsted med Cecilie.

Årene her udviklede mig

'Jeg elsker Slagelse - og derfor kommer jeg så gerne tilbage i dag. Og her tænker jeg ikke kun på selve SHK-klubben og håndbolden, men også på de rigtigt mange søde mennesker, jeg mødte i årene her,' fremhævede Cecilie.

Hun fremdrog også byens gader og egnen som sådan. Eksempelvis også Slagelse Sygehus, som jo havde hende i praktik under et medicinstudium.

Små fyrre interesserede var lørdag kl. 14 mødt frem for at få gensynet med CL - flere ville være kommet, hvis ikke de lige i samme time var taget til tidens storkamp mellem Jan Pytlicks Odense og København.

Anjas vinderkultur

Først og fremmest handlede bibliotekseftermiddagen dog om håndbold.

Og her priste Cecilie i høj grad Anja Andersen, hendes benhårde træning og satsning og den 'vinderkultur', som i Antvorskovhallen prægede årene med Slagelse HK & Dream Team.

Uden total satsning, uden vildskab, uden blod, sved og tårer, da når man bare ikke et mål som det at blive verdens allerbedste.

Det blotlagde Leganger ærligt og ligetil over et par timer.

Og det koster bestemt også ofre - sikkert også spillere der ofres eller må vige undervejs (de var ikke til stede i lørdags og kunne evt. have ytret sig kritisk) - men sådan er præmissen bare på det plan!

Kriser og sammenhold

Cecilie Leganger, Bojana, Camilla og de andre ville - som Anja - også være verdens bedste. De ville det.

Og de blev det. Men kun, som Leganger fortalte det, ved at træne og arbejde vildt hårdt og intenst og ved på de indre linier at opvise et internt sammenhold, der på afgørende vis stod sin prøve.

Også i kriser og ved kritik - og det var der sandelig meget af udefra - stod man sammen.

Eksempelvis også efter skandalekampen i Aalborg, hvor Anja trak hele sit hold ud af banen i nogle minutter.

Udmarchen fra Aalborg

'Åh tak, jeg var skadet og lige præcis IKKE med den aften i Aalborg,' storgrinede Cecilie under sin beretning.

'Jeg sad hjemme i Skt. Mikkelsgade og så det hele på tv. Men jeg vil sige, at man som professionel må følge sin leder, sin arbejdsgiver.

Også selvom man ikke er enig i en sådan beslutning. Og jeg var da ikke enig med Anja i alt. Men ok, de kom jo også på banen igen,' noterede Leganger.

Drama a la Balkan...

Tidligere SHK-chef Bjarne Stenbæk tilføjede her, at for spillere som Bojana og serberne, da var det slet ikke noget problem at forlade banen.

'Det er de vant til. Det gør man jo ofte på Balkan, har Bojana fortalt mig,' sagde Stenbæk.

Cecilie Leganger - som selv har spillet klubhåndbold i Slovenien - berettede også om det uhyggeligt stærke tryk, man som udehold kommer ud for dernede. F. eks. i en hal som den i Skopje.

Man bliver bare mødt af en hær af larmende mænd (og tilskuere), som næsten blæser éen ud af hallen igen. Der skal noget til at bestå her.

Energi - og store krav!

Det formåede Anja Andersen at få os i stand til. Også selvom vi i de første kamp fik bank dernede.

'Vi brugte vores erfaringer fra tidligere. Anja stillede krav og gav samtidig tro og energi ind i holdet og hver enkelt spiller.

Vi trænede med fuld larm på hjemme i Antvorskovhallen (Flemming Schubert satte en Tina Turner-plade på over højttaleranlægget, og for fuld hammer blæste de den irriterende sang ud 25 gange under træningen, Red.).

Og vi trænede med herrespillerne, hvor der bare skulle gås til den - og vi skulle rejse os igen uden at kny.

Jamen, der røg tænder ud indimellem. Det hørte med. Jeg har aldrig som under Anja oplevet at forsvarsspil blev trænet så intensivt. Men det var nødvendigt.'

Ingen undskyldninger

Cecilie Leganger sagde, at kun på grund af den ihærdighed, fight og professionalisme, kunne Slagelseholdet nå helt til tops.

'Vinderkulturen og sammenholdet stod sin prøve - og for Anja var der ingen undskyldninger, der gjaldt,' pointerede Leganger.

'Vi måtte igennem det hele, hvis vi ville vinde det hele - og være verdens bedste hold.'