Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

"Hej, må jeg godt hilse på," lød det friskt fra Katja Mortensen midt på Schweizerpladsen. Hun har de sidste otte år arbejdet i Sørby som dagplejer - et område, som hun ofte synes bliver overset. Så da hun fik øje på statsminister Lars Løkke Rasmussen i Slagelse onsdag eftermiddag, greb hun chancen til en kort snak om emnet.

Og statsministeren var generelt i sit bedste valghumør under lynvisitten, hvor stort set alle Venstres kandidater til kommunalvalget, anført af borgmester Stén Knuth, tog imod den vigtige gæst.

"Det giver os muligheden for at fortælle Lars, at det går godt. Omkring detail er det vigtigt at få fortalt, at vi er en af de kommuner, der vækster mest i Region Sjælland," siger Stén Knuth, der ser det som en cadeau til Slagelse, at den travle statsminister valgte at tilgodese netop Slagelse med et besøg her under valgkampen.

"Slagelse er en by, der bevæger sig den rigtige vej," lød det fra Lars Løkke.

Midt imellem håndtryk med borgere på gaden og en lind strøm af selfies, fik Lars Løkke også lejlighed til at hilse på Jane Dahl, marketingschef i VestsjællandsCentret.

Hun bekræftede, at der er gang i detailhandlen i Slagelse. "Vi runder 4 millioner kunder i år og har allerede omsat for mere end en halv milliard kroner," lød det fra den tilfredse marketingschef, der også i år kan melde om vækst.

"Nu skal vi bare af med naboen," sagde hun og pegede over mod rådhuset. Her ønsker hun boliger i stedet for kontorer. "Så der kan komme noget mere liv i byen efter kl. 16."

Jane Dahl understregede i øvrigt, at der er et samarbejde i gang mellem det bynære center og bymidtens detailhandel. Et samarbejde, hun gerne ser endnu mere af. "Jeg kan jo se, at når vi laver noget kan vi trække kunder helt fra Kalundborg. Så hvis vi kan stå sammen, vil det være fantastisk."

Såvel Stén Knuth som Knud Vincentz nåede også at udveksle ideen om at samle de kommunale administrative kontoret i nye omgivelser, men kun dem i Slagelse by, blev der i første omgang meldt ud overfor statsministeren.

Såvel Jane Dahl som Stén Knuth fik også bragt Campus Slagelse på banen. Slagelse har en fordel i at så mange ting ligger samlet inden for gåafstand. Lars Løkke ramte dog et ømt punkt, da han spurgte ind til, hvad der ligger på vejen fra stationen og campus op mod centret og bymidten. For her mangler en klar sammenhæng - et punkt Venstrefolkene hurtigt meldte ud, at man arbejder på at løse.

På sidste del af sin byrunde fik Lars Løkke set huspriserne og udvalget af boliger an i homes vinduer på Fisketorvet. "Man får meget for pengene her," konstaterede han.

Efter flere håndtryk og fællesbillede i Venstres valglokale var audiensen forbi for denne gang. Der er dog flere ministre på vej til kommunen. Fredag gæster erhvervsminister Brian Mikkelsen de Konservative i Korsør, mens Venstre i den kommende uge tager imod både skatteministeren og sundhedsministeren.