Klik og se annoncen

Af John Hansen

KOMMUNEN: Ikke helt uventet var der kun meget få ansøgere til jobbet som Slagelses allerhøjeste administrative embede - det som kommunaldirektør.

Hvem ville dog være topchef på det rådhus?
VDonline erfarer, at blot omkring ti personer ønskede at blive afløseren for Søren Lund Hansen (Odense) og senere Jane Wiis, hvor sidstnævnte jo kun nåede at få et enkelt år på den vanskelige post.

En post som så har stået helt uden en M/K person et helt års tid.

Fra Wiis til Frank

Allerede da Wiis blev ansat, blev hun udefra advaret om, at Slagelse byråd og rådhus var noget af en hvepserede.

Men der var, fra flere sider, stor tiltro til, at hun havde dygtighed, erfaring og gennemslagskraft til at komme igennem skærsilden.

Samme tro havde hun selv.

Lidt af det samme kan siges omkring ansættelsen af den nye kommunaldirektør Frank E. Andersen.

Frank vurderes som både fagligt og personligt særdeles kompetent og stærk. Han har klart skilt sig ud i ansøgerfeltet - der var slet ingen tvivl.

Kender krigens love?

Og udover stor kommunal erfaring fra bl.a. Hans Tofts berømte, stabile Gentofte Kommune, så har Frank E. Andersen 25 års virke i Forsvaret bag sig.

Og dermed burde han givetvis også kende til krigens love og strategier...

Den 1. september er berammet som tiltrædelsedatoen for Frank Andersen.

Ændre ledelsesstruktur...

Allerede forleden fortalte vi, at Frank E. Andersen af et enigt ansættelsesudvalg havde fået den centrale post på rådhuset i Slagelse.

Som vi har forstået det vil Enhedslisten dog ikke være med i koret. EL mener vist nok, at vi kan klare os helt uden en kommunaldirektør...

Frank E. Andersen har senest været i Gentofte Kommune siden 2006, først som direktør og efterfølgende som kommunaldirektør. I Gentofte er han blandt andet kendt for at have ændret ledelsesstrukturen, så der er mindre hierarki, og mere fokus på at opgaven skal sætte holdet - tanker, der vækker begejstring i Slagelse Kommune.

Dyrby: Markante resultater

'Frank har skabt markante resultater på områder, som er meget interessante for Slagelse, herunder hans erfaringer med borgerinddragelse.

Jeg er sikker på, at han med sin stil og fokus på samarbejde kan være med til at føre den kommunale organisation i en retning, hvor vi bliver endnu bedre til at servicere borgerne,' påpeger borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., der glæder sig til at byde den nye kommunaldirektør velkommen på rådhuset.

Det er et markant skifte fra Gentofte til Slagelse, og netop forskellene og udfordringerne har været drivkraften bag Frank E. Andersens ønske om at komme til Slagelse Kommune, hedder det.

Kommune i vækst

Som vi fortalte allerede i sidste uge: Det virker som om, at den nye topchef elsker både visioner og udfordringer.

'Slagelse er en kommune i vækst og med et meget stort potentiale, og det potentiale vil jeg gerne være med til at indfri.

Der er et politisk ønske om bl.a. at drøfte mulighederne for at komme tættere på borgerne og inddrage borgerne i beslutningerne, og det arbejde ser jeg også frem til at være en del af.

Jeg har altid lagt stor vægt på at skabe resultater ved samarbejde i og med organisationen, og det vil også være min tilgang i Slagelse,' forklarer Frank E. Andersen selv.

Haugaard: Inddragelse...

Også fra medarbejderside i Slagelse hilses ansættelsen af den nye kommunaldirektør velkommen.

'Frank har en stærk ledelsesprofil, og jeg har en forventning om, at han vil prioritere inddragelsen af medarbejderne højt i bestræbelserne på at samle hele organisationen til fremtidens udfordringer.

Han kommer til en organisation med dygtige medarbejdere, og fra medarbejdersiden ser vi frem til at løfte organisationen sammen med ham,' siger lærerformand Per Haugaard, fællestillidsrepræsentant og med i ansættelsesudvalget.

Fakta om manden

Frank E. Andersen er i øvrigt 58 år gammel, bosiddende i hovedstadsområdet og gift med overlæge Marianne Sjølin.

Sammen har de tre voksne børn. Frank E. Andersen er officersuddannet fra Forsvarsakademiet, og har 25 års erfaring fra forsvaret bag sig, hvor han sluttede som major. I 2001 skiftede han uniformen ud med en stilling som direktør i Greve Kommune, og han har været i den kommunale verden lige siden. Frank er tilknyttet lederuddannelser som gæsteforelæser og censor.