Klik og se annoncen

Af John Hansen

Som bekendt er SF med den unge Køge-MF'er Jacob Mark i spidsen særdeles fokuseret på børn, børnefamilier og forholdene i børneinstitutioner.

Og i denne uge besøgte Jacob Mark - sammen med bl.a. folketingskandidat Astrid Carøe, BUPL-formand Bertha Langhoff-Hansen og Søndagsavisen - den spændende børnehave og daginstitution Loppen på Birkemosevej i Korsørs nordby.

'Og det første, der mødte mig var, ikke overraskende, at der jo mangler hænder og ansatte i institutionen,' påpegede Jacob Mark.

Rigtig god ide

'Nyt for mig var det dog at høre om den måde, man her på Loppen - grundigt og hurtigt - griber ind, hvis der går ting skævt i forhold til et barn.

Da har man etableret et meget hurtigt og tæt-tæt samarbejde mellem institutionen, pædagogerne, kommunen og en socialrådgiver. Det var rigtigt godt at opleve.

Det er en god investering i arbejdet med børn i en kommune. Det sikrer hurtig handling. Og det vil jeg bestemt tage med mig i mit videre arbejde,' fastslog Jacob Mark.

Ja - vi har et krav!

Jacob Mark - og i øvrigt også Astrid Carøe, SF-opstillet i Slagelsekredsen, som også var med i Korsør - satser fuldt og helt på børnesiden her ved dette valg.

- Og skal der være minimumsnormeringer og ikke blot flere pædagoger?

Mark: 'Ja, vi må kræve minimumsnormeringer. Det er nødvendigt, og det sikrer, at vi får det rette antal ansatte. Og det er noget vås, at det absolut skulle gå ud over det kommunale selvstyre.

Vi har jo også i en skoleklasse et max for, hvor mange elever, der må være der,' pointerer Jacob Mark.

Lovende, talentfuld

Jacob Mark er en ung, talentfuld politiker - der efter vores vurdering - meget vel kan være på vej mod nyere opgaver som også minister. På skole- og børneområdet eksempelvis.

I en senere S-SF-regering...hvis Mette Frederiksen efter en tid finder, at en S-regering bliver for tynd og savner tyngde på flere ministerposter.

Stort ansvar hos SF

Jacob Mark er allerede, trods sin unge alder, gruppeformand for SF i Folketinget.

Han er samtidig ordfører for børn, undervisning, uddannelse og forskning.

Og han er ordfører for kultur, idræt og medier.

Brød integrationsmur...

De seneste år er den unge, rolige og eftertænksomme mand fra Køge trådt mere og mere frem på Christiansborgscenen - og i alle landets medier.

Måske som eksponent for den nye generation af SF'ere - et stykke væk fra 1968-generationen. Og også lidt i ly af det rabalderskifte, der skete i SF efter Søvndal-deltagelsen i Helle Thorning-regeringen.

Jacob Mark var også den første højerestående SF'er, der trådte ud af mange socialistes tidligere automatreaktion overfor ghettoer, bander og indvandrerkriminalitet.

Han kender selv - fra sin opvækst i Køge - til problemerne ude i boligområderne, og han både forstod og turde godt italesætte og erkende udfordringerne.

Unge kvinder ind, og...

Jørgen Grüner og Helle Blak fra SF's byrådsgruppe var med under hele besøget på Loppen.

Og også de glæder sig over den måde, hvorpå man arbejder her. Det kan andre lære noget af.

De ønsker i den grad, at SF også får indvalgt Slagelsekredsens Astrid Carøe i Folketinget her den 5. juni. Astrid: 'Og jo, jeg kan godt mærke, at Slagelse i den grad har brug for lokale folketings-repræsentanter.'

Helle Blak: 'Ja, og så kan vi måske få to unge kvinder ind (Astrid og Linda Hansen fra Enhedslisten) nu, hvor to ældre herrer går ud' - og her mener hun Villum Christensen og Henrik Brodersen...