Klik og se annoncen

Af John Hansen

Her lidt noter og lidt nyt fra Slagelseområdet og storkommunen.

Eksempelvis kan vi fortælle, at Venstre - med sin mangeårige formand og nye borgmesterkandidat Knud Vincents fra Bisserup i spidsen - har indkaldt til ordinær generalforsamling.

Den finder sted tirsdag 25. februar kl. 19 (spisning fra kl. 18 v. tilmelding) på virksomheden Westrup, Sorøvej i Slagelse Østby.

S: Sofie afløser Flemming

Socialdemokraterne i Slagelse byråd har siden sidst valgt 46-årige Sofie Janning som ny gruppeformand - og her er hun afløser for Flemming Erichsen, den tidl. borgmester i Korsør.

Den 68-årige Flemming Erichsen har fortsat mange opgaver og gøremål, og han ville gerne afløses af yngre kræfter på posten som netop gruppeformand.

Derfor glæder han sig over, at Sofie - ligeledes bosiddende i Storebæltsbyen - nu har taget over på denne overordnede, styrende post. Lidt af et generationsskifte kan man også kalde det.

Dyrby: En længere TdF-fest!

Omkring værtsskabet for Tour de France den 3. juli 2021 - reelt kun en god times cyklende tid på dagen i tidsrummet fra cirka 16 til 17 - ønsker borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., at strække Slagelses Tour-fest til at foregå over flere dage.

'Vi skal have en rigtig fest. Og den skal vare i flere dage,' som Dyrby fortalte til vores VDonline under Tour-rutepræsentationen forleden på Hotel Munkebjerg i Vejle.

Idéerne skal derfor blomstre den kommende tid. Ikke mindst ved Puk Hvistendals TdF-idé-workshop 26. februar på feriecentret Musholm Bugt meget nær ruten ved Svendstrup, Korsør og Storebæltsbroen.

Müller: Både 2020 og 21!

Direktør Jens Müller fra VisitVestsjælland sætter yderligere trumf på ved at ville udbrede vore Tour de France-dage til også at omfatte dele af 2020. Altså året før løbet egentlig skal køres her i regionen.

'Vi skal jo forberede os godt - med alle gode ideer,' påpeger Jens Müller og fortsætter:

'Jeg ser gerne, at vi allerede i år, altså 2020, afholder nogle events og arrangementer, der peger hen på selve Tour de France-arrangementet i 2021.'

Bagud på flygtninge-job

Ifølge radioens P4 Sjælland 'er kommuner som Slagelse og Sorø bagefter med hensyn til at få unge flygtninge sat i arbejde.'

DR beretter om et Slagelse, hvor kun 24 ud af 150 er bragt ind i et forløb, der skulle føre mod arbejde - og dette over så lang en periode som fra 2016 og her ind i 2020.

Den slagelseanske udvalgsformand på området, Thomas Clausen fra Enhedslisten, bedyrer dog at der arbejdes positivt med sagen...

100 nye småjobs vinker...

Og mere nyt fra arbejdsfronten, hvor Slagelse Kommune nu vil ansætte flere unge rundt omkring i kommunen: 'Et fast arbejde er målet. 100 småjobs på op til et år er midlet.'

Det gælder en ny type indsats i Jobcenter Slagelse, der fremover nu skal hjælpe unge ledige med at komme hurtigere i job eller finde deres drømmeuddannelse.

'Den bedste hjælp, Jobcenteret kan give vores unge ledige, er erfaring med et rigtigt arbejde.

Ved at vi investerer i at de får prøvet kræfter med arbejdsmarkedet, tror vi på, at vi kan hjælpe dem i job hurtigere,' påpeger formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Slagelse Kommune, Thomas Clausen, EL.

Måske uddannelse?

Men småjobs kan også hjælpe til, at man som ung får øjnene op for, i hvilken retning, man kan uddanne sig. Og skulle den unge begynde på et studie, kan man lave stillingen om til et studiejob.

'Det er også vores håb, at de unge gennem småjobbene kan snuse lidt til nogle af de brancher og jobs, hvor vi ved, at vi kommer til at mangle faglærte, f.eks. SoSu'er og sundhedspersonale.

Hvis vi kan få flere unge til at se mulighederne hér, og beholde jobbet under uddannelsen, vil deres jobchancer efterfølgende også være store,' siger Sofie Janning, Soc., der er næstformand i Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Smukt farvel til Inge Bach

Og så måtte Slagelse desværre forleden sige farvel til en af sine mest gæve og seje kvinder - nemlig Inge Bach Nielsen fra Baldersvej.

Inge Bach - gift med tidligere borgmester og regionsrådsformand Steen Bach Nielsen - er blandt andet kendt for selv at have været amtsrådsmedlem for Socialdemokratiet (i det tidligere Vestsjællands Amt) og dertil en fortsat engageret kvinde i lokalsamfundet.

I hele 17 år var Inge aktiv amtspolitiker. Siden 1969 har hun og Steen været medlem af den lokale partiforening, og for to-tre år siden blev både Steen og Inge Bach Nielsen - efter indstilling fra Freddy Blak - udnævnt til æresmedlemmer i Socialdemokratiet.

I øvrigt var Inge ganske længe, trods handicappet af at sidde i kørestol - sammen med sin mand - også aktiv og ukuelig golfer i Trelleborg Golfklub Slagelse. Blandt andet ved hjælp af sin egen lille vogn til at bringe sig rundt på de store grønne baner.

Lang tids sygdom...

I mere end tyve år har Inge Bach været syg af kræft, med mange op- og nedture. Men hun er - også fra hospitalsside, ikke mindst fra et velfungerende sygehus i Næstved - blevet beskrevet som én af de sejeste og stærkeste patienter.

Indtil 'kræfterne til allersidst slap op,' som Steen Bach på bisættelsesdagen udtrykte det.

Mere end tohundrede mennesker fyldte Nørrevangskirken til allersidste plads, da Inge Bach Nielsen (født Gaardboe, 1944) smukt og stille blev bisat her fredag den 7. februar.