Klik og se annoncen

Af John Hansen

Får vore skoleelever nu også reelt den motion og bevægelse, de bør have - også ifølge skolereformen?

Venstres idrætsordfører og næstformand i Børne- og Ungeudvalget i Folketinget, Stén Knuth fra Slagelse, har den seneste tid arbejdet på at få støtte til, at man på skolerne når igennem med mere bevægelse.

'Ja, jeg har brugt en del tid på at sætte dette på dagsordenen - altså mindst 45 minutters bevægelse til alle børn i folkeskolen hver dag!

Det står ved lov, og der var for 5 år siden en enorm energi og engagement som de senere år desværre er fladet lidt ud,' fortæller Knuth til Søndagsavisen.

En unik chance

Stén Knuth videre: 'Flere skal med, flere skal røre sig, og vi har en unik chance i folkeskolen og kan nå rigtig, rigtig mange børn, der både vil opleve trivsel, øget læring og få en bevægelseskultur for resten af livet.

Godt for det enkelte menneske, godt for samfundet, og godt for samfundsøkonomien,' udtrykker sportsmanden fra Slagelse.

'Jeg har talt med de store organisationer DIF, DGI, Dansk Skoleidræt, Dansk Handicapforbund, Firmaidrætten, og haft en lille arbejdsgruppe til at hjælpe mig med viden og indsigt.

Og forleden havde jeg ministeren i samråd (se bl.a. Folketings TV, red.) for en drøftelse af vigtigheden. Det er første skridt. Men mere skal til,' pointerer Stén Knuth.

Åben høring

'Næste skridt bliver en åben høring hvor vi kalder alle interessenter ind for en dialog og snak om handling som skal genstarte bevægelsen i folkeskolen.

Og så har jeg bedt Ellen Trane Nørby om at indkalde forligskredsen omkring folkeskolereformen, for der at vende hvad vi kan gøre, både ift indhold, men også ift økonomi...

Der skal findes penge til Dansk Skoleidræt, så de kan videreføre deres gode arbejde, og vi kan få vedtaget valgfrie valgfag, så både idræt og bevægelse kan fylde mere, og så det gode arbejde med junior uddannelsen i idræt, kan få lov at blive en større del af bevægelsen.

Vi bliver også nødt til at se på lærer- og pædagoguddannelse. Bevægelse skal fylde mere i den daglige skole!'

Slutter MF'eren fra det vestsjællandske.