Klik og se annoncen

- I næste uge fylder jeg 64. Og jeg har lige fået to nye job - helt uden prøvetid. Kirsten Sillehoved, glad og forventningsfuld kiropraktor, kunne fredag fejre 40 års jubilæum som kiropraktor i Kiropraktorhuset på Sct. Mikkelsgade i Slagelse. Det markerede hun på behørig vis med en ualmindelig velbesøgt reception, afholdt i Vestsjællands Tandlægecenter på Slotsgade, med ca. 300 gæster. Og mandag startede hun på det ene af sine to nye job.

- Jeg glæder mig helt vildt. Men jeg har også sommerfugle i maven. Det er 40 år siden jeg har prøvet at starte i et nyt job, lød det fredag fra en superglad jubilar, som ikke længere er tilknyttet Kiropraktorhuset i Sct. Mikkelsgade, hvor hun i mange år har været ejer og efterfølgende medarbejder, siden hun for 2½ år solgte klinikken til Henrik Slott Hansen.

- Da jeg fik at vide at mit 40 års jubilæum ikke skulle markeres, syntes jeg det var på tide at finde et nyt sted at være. Og i min verden er der aldrig konkurrenter. Der er kolleger, og at sparre med dem er rigtig, rigtig vigtigt. Faktisk er der fire, som er kommet med jobtilbud, smiler Kirsten Sillehoved, som også er kiropraktorkredsformand for Region Sjælland. Og slet ikke klar til at stoppe med at gå på arbejde.

- Allermest holder jeg af hverdagen. Og jeg tænker ikke altid alderen er en hæmsko, siger Sillehoved, som bl.a. sætter stor pris på den erfaring, ro og evne til at forstå menneskers problemer, som er fulgt med. Men også ser frem til at udveksle erfaringer med ikke mindst de mange yngre kolleger, som bliver en del af det fremtidige arbejdsliv hos de to lokale kiropraktorer.

- Jeg er dybt taknemmelig for at vi har et så godt kollegialt samarbejde at de tager mig ind og tilbyder mig arbejde. Det sætter jeg stor pris på.

Fremadrettet vil Kirsten Sillehoved være hos kiropraktor Nis Alnor på Sdr. Stationsvej i Slagelse to dage om ugen: mandag kl. 13-18 og onsdag kl. 9-13, og hos Carsten Nøddeskou, indehaver af Kiropraktor.com, i Sorø hele dagen tirsdag, torsdag og fredag.

Foto: Evan