Klik og se annoncen

- Vi elsker vores fag. Solveig Møller og Karen Beierholm, frisørsalonen Karen og Solveig på Rådhuspladsen, kan den kommende weekend fejre hele 40 års jubilæum i salonen på Rådhuspladsen. Det sker med en usvækket kærlighed til faget og et stadig velfungerende partnerskab.

- Måske fordi vi aldrig er kommet sammen privat. Vi har aldrig været 'slyngveninder', smiler Solveig. - Og vi har været meget opmærksomme på fra starten af få alle kontrakter og juridiske papirer i orden, og har holdt 'stien ren' og undgået at blande privatliv og forretning sammen. Men vi kender hinanden helt ind under huden.

Karen og Solveig overtog i juni 1979 salonen, som dengang bar navnet Wienersalonen og var ejet af fru Frederiksen, som Solveig havde arbejdet for i fem år. - Vi ofrede en del penge på at sætte salonen i stand, og åbnede d. 26. juni 1979.

De første år handlede det meget om permanenter, vel otte til ti om dagen. - Alle havde krøllet hår i 80'erne. Så begyndte vi at lave striber og farver, som mere eller indre afløste permanenten, husker Solveig.

I det hele taget har både hun og Karen fulgt hårmoden i tykt og tynd, og holdt sig opdateret via kurser hos bl.a. GunBritt og Sassoon.

- Ofte har vi fulgtes ad, så vi har fået den samme inspiration og kunnet følge op på hinandens arbejde.

- Det har været et spændende, men også hårdt liv. Vi har forsøgt at være meget pligtopfyldende overfor vores kunder, og at overholde de aftaler vi har indgået - når der er bestilt tid vil vi gerne overholde den, så folk ikke skal sidde og vente.

I dag er både Karen og Solveig gået lidt ned i tid. - Vi arbejder fire dage om ugen.

Men det betyder ikke at de har tænkt sig at forlade det fag, de stadig holder så meget af. -Vi er her en tid endnu, lyder beskeden.

- Vi har været rigtig glade for at være her på Rådhuspladsen.

Jubilæet bliver da også fejret på behørig vis og sammen med kunderne. Det sker med en uformel reception på lørdag d. 15. juni kl. 11-14,i salonen på Rådhuspladsen.